Men hvorfor lever de jordiske mennesker da i så stor ulykke, krig og lidelse, som tilfældet er? Hvorfor vælger de ikke hundrede procent den leveform, der ufejlbarlig giver en lykkelig livsoplevelse? Da dette valg udelukkende er et spørgsmål om viden, kan individet jo ikke vælge rigtig leveform, så længe det ikke ved, hvilken af de to leveformer, der er den rigtige og fører til lykken. Da den »dyriske« leveform er den ældste og bor i væsenet som vanebevidsthed, medens den virkelig »menneskelige« leveform er noget forholdsvis nyt, noget der endnu kun i ringe udstrækning er indgroet i væsenet som vanebevidsthed, er det rimeligt, at denne nye leveform i virkeligheden endnu kun forsøgsvis bliver anvendt, stimuleret af de humane verdensreligioners kirker, forskrifter og idealer. Den ny eller fuldkomne »menneskelige« leveform er altså noget, der skal tillæres, noget der er i sin vorden. Jordmennesket er elev i denne ny leveform, medens det derimod er en rutineret mester i anvendelsen af den »dyriske« leveform.
      At der under disse omstændigheder ikke kan være fred i verden, er en selvfølge. Den virkelige »varige fred«, som jordmennesket hungrer efter, kan naturligvis ikke være en fuldkommen realitet, så længe de væsener, der skal skabe den, endnu kun er begyndende lærlinge i udviklingen af den leveform, på hvilken den udelukkende er baseret. At jordmenneskene derfor i en tilsvarende grad endnu regeres af fordomme, baserede på »dyrisk« mentalitet, såsom krigsforherligende idealer, »hellig vrede« og »retfærdig harme« eller i stor udstrækning blot tænker i et moralprincip, der kun er en blanding af selviske vikinge- og forretningsidealer indhyllede i etiketten »kristendom« eller en anden af de store verdensreligionsbetegnelser, er foreløbig ganske naturligt. Den moderne civilisation eller verdenskultur er således i dag kun en på teknik og videnskab baseret raffineret manifestation af denne blandingsmoral, autoriseret gennem juridiske love fra samme mentale niveau.