Livets vej
Artiklen: Den sekundære og den primære opstandelse
Den sekundære og den primære opstandelse
1. KAPITEL
Omkring Jesu opstandelse af graven
Når man i den kristne verden fejrer påskedag, er det som bekendt til minde om en ejendommelig begivenhed, der for nitten hundrede år siden fandt sted i Jerusalem: den såkaldte »Jesu opstandelse«. Som vi ved fra Bibelen, blev Jesus korsfæstet og gennemstukket med et spyd, for at man Kunne være sikker på, at han var død. Han blev derefter nedtaget af korset og begravet i en klippehule. En vældig stenblok blev sat for graven, ligesom der også omkring denne blev sat en solid soldatervagt. Dette skete langfredag aften, men ikke desto mindre skete der det mærkelige, at søndag morgen fandt man vagten forvirret, graven åbnet, og mystiske væsener i graven fortalte, at Jesus ikke var der, men var »opstået fra de døde«. Dette blev så igen lidt senere bekræftet, idet Jesus blev genkendt af sine venner, først af Marie Magdalene og siden af de to disciple, der var på vej til Emaus, ligesom han senere hen viste sig for dem alle sammen. En dag, da de var forsamlede i et rum med aflåsede døre af frygt for jøderne, viste Jesus sig levende midt iblandt dem, talte til dem og lod Thomas føle naglegabene og de øvrige mærker af korsfæstelsen på sit legeme.
      Denne mystiske begivenhed har givet anledning til mange forskellige opfattelser og fortolkninger. Den fuldt troende kristne opfatter den som et enestående mirakel, et stort under, medens moderne, materialistiske mennesker med den lige så materialistiske videnskab i spidsen el: mest tilbøjelige til at fortolke begivenheden som et falsum. Den materialistiske videnskab kender jo intet til den okkulte eller psykiske kraft, på hvilken denne rent kropslige, fysisk-psykiske begivenhed var baseret. Den kan derfor ikke forklare og følgelig heller ikke acceptere åbenbaringer eller de såkaldte »materialisationer«. Jesu »opstandelse«, »materialisation« eller fysiske tilkendegivelse af sin eksistens efter sin fysiske død må derfor for den materialistiske, fysiske forskning for bestandig vedblive at være et mysterium. Ganske anderledes forholder det sig med den intellektuelle psykiske forsker. For ham er hverken Jesu fysiske legemes forsvinden fra graven eller hans tilsynekomst for disciplene efter hans fysiske død noget mysterium. Ja, han ser, at disse forekomster ikke engang er betinget af høj moralsk udvikling, men at de endog kan udløses af personer på langt lavere moralske trin, end det Jesus repræsenterede.