For at forstå den første form for opstandelse må man gøre sig begribeligt, at der eksisterer en proces, der hedder materialisation. Igennem denne proces kan et diskarneret væsen, en såkaldt »ånd«, danne sig et midlertidigt fysisk legeme, igennem hvilket det i heldigste tilfælde for et lille øjeblik kan fremtræde som et fysisk væsen. Det kan således tale, høre og se på det fysiske plan og er faktisk ikke til at skelne fra et ordinært fysisk væsen. Denne proces er, som før nævnt, ikke knyttet til nogen særlig moralsk udvikling. Det er en egenskab, alle mennesker mere eller mindre er i besiddelse af, selv om den hos almenheden er ganske latent og meget sjældent kommer til udtryk eller bliver anvendt uden for den ordinære materialisation, hvilket vil sige fosterdannelsen i moders liv. Men her foregår den ikke som en vågen dagsbevidst koncentration eller viljesakt. Her er den en automatfunktion, båret af de mentale energier, der hører ind under den første kosmiske grundenergi »instinktet« på samme måde som de øvrige selvstændigt virkende organer i organismen eller legemet. Det er den samme energi og automatfunktion, der befordrer planternes organismeskabelse. Medens denne sidste form for materialisation er en automatisk tilbagevendende begivenhed i ethvert individs reinkarnation eller genfødelse, er den anden form for materialisation som nævnt kun en ved vågen, dagsbevidst tankekoncentration opretholdt viljesakt.
      Selv om denne interimistiske materialisationsakt ikke er afhængig af nogen fremragende moral, er den i allerhøjeste grad afhængig af en meget udviklet koncentrationsevne, en evne der kan opøves ved en speciel træning. Og selv med denne evne kræves der yderligere særlige betingelser for, at akten kan finde sted. En diskarneret ånd kan derfor ikke uden videre materialisere sig når og hvor som helst. Den kan kun materialisere sig der på det fysiske plan, hvor der forekommer den materie, på hvilken en materialisation er baseret. Denne materie forekommer hos nogle jordmennesker som en art finere fysisk stof, som vi kan kalde »A-stof«, kun i ringe mængde, medens det hos andre forekommer indtil overflod. Nævnte stof har den egenskab, at det hurtigt eller lynsnart kan gå i forbindelse med og lade sig beherske eller udforme af en særlig psykisk eller åndelig kraft, vi kan kalde »A-kraften«. Ved denne forbindelse opstår der i A-stoffet en fortættelse, hvorved dette bliver fysisk synligt. Det er denne synliggørelse, vi ser som en materialisation. Med hensyn til A-kraften vil den være at føre tilbage til en automatisk udløsningsproces, der i det givne materialisationsøjeblik holdes i gang af et diskarneret væsens viljekoncentration bag dets talentkerner for skabelse og opbygning af en fysisk organisme. Materialisationens vellykkethed eller fuldkommenhed vil derfor totalt være afhængig af styrken af det diskarnerede væsens koncentration og ligeledes af, om der er A-stof nok til stede. Om der er nok af dette stof, vil igen være afhængig af, om der er et eller flere af de mennesker til stede, som har det nødvendige A-stof i rigelige mængder. Det er disse mennesker, der udtrykkes ved begrebet »materialisationsmedier«. Når et sådant væsen stiller sig til rådighed for den diskarnerede ånd, og samme ånd derved med sin A-kraft kan komme i kontakt med mediets A-stof, begynder materialisationen båret af den diskarnerede ånds koncentration. Den diskarnerede ånds talentkerne for opbyggelse af et fysisk legeme, der ellers er i hvile under åndens diskarnerede tilstand, træder nu i funktion. Ud af den så at sige fysiskpsykiske, kemiske forbindelse mellem mediets A-stof og den diskarnerede ånds A-kraft opstår der altså ved hjælp af talentkernen en gendannelse af et fysisk legeme for ånden. Dette fysiske legeme bliver da naturligvis lettest en tro kopi af åndens sidste fysiske legeme, som den ved sin fysiske død blev skilt fra, selv om det under visse heldige betingelser også kan blive en fuldkommen kopi af andre tidligere fysiske organismer:
      Da A-stoffet er lånt stof fra mediet og under materialisationen stadig er knyttet til mediet, vil det gå tilbage til dette sit ophav i samme grad, som den diskarnerede ånds A-kraft udtømmes, og koncentrationen, der opretholder materialisationen, slappes. Det materialiserede legeme opløses, og A-stoffet bliver atter usynligt og går tilbage til sit udspring eller ophav. Det er denne side ved materialisationen, vi udtrykker som dematerialisation.