Med hensyn til Jesu opstandelse påskemorgen med hans efterfølgende materialisationer eller tilsynekomster for disciplene vil den som nævnt kun være at regne for en manifestationsart, som endnu kun er af meget interimistisk natur og først senere vil blive en fundamental almen hverdagsbegivenhed på jordens fysiske plan. Den udviste kun en evne eller egenskab, som mange gange både før og senere i sit princip er blevet udført af andre diskarnerede væsener, ja, endog af langt ringere moralsk kvalitet, end den Jesus repræsenterede. I verdensgenløserens mission spiller den derfor kun en sekundær rolle.
      Derimod afslørede verdensgenløserens liv og væremåde en anden »opstandelse fra de døde« af et langt større format og udelukkende baseret på kærlighed. Denne opstandelse er ikke en midlertidig ved lånte materier og tankekoncentration opretholdt viljesakt, men udgør derimod en igennem en reinkarnationskæde af fysiske liv fremtrædende forvandlingsproces, der fra en mørk, primitiv, dyrisk tilværelse lader individet ved udvikling gradvis vågne op til at blive et højintellektuelt i kærlighed kulminerende væsen i »Guds billede«. Det er denne opstandelse, der er det primære mål for Guds vilje med hensyn til det jordiske menneske. Kun denne opstandelse kan give individet den fulde oplevelse af dets identitet som tidens og rummets skaber og herre og dermed oplevelsen af at være »ét med Faderen«, være identisk med selve evigheden og uendeligheden. Det levende væsen eller gudesønnen får altså igennem denne opstandelse en oplevelse, der langt overstråler den oplevelse eller opstandelse, der kun består i at vise sig i et interimistisk legeme, baseret på et øjebliks lån af andre menneskers fysisk-psykiske materier. Hvad ved en sådan interimistisk materialiseret ånd, hvis den ikke i forvejen har passeret »den store opstandelse« eller »den store fødsel«? Er det ikke en kendsgerning, at dematerialiserede ånder i almindelighed ikke har kunnet fortælle noget, der særligt rakte op over det, man allerede på det fysiske plan vidste i forvejen? Noget virkeligt svar på livsmysteriets løsning har man ikke fået ad denne vej. Dertil kommer også, at en interimistisk materialisation ikke således som det ordinære fysiske legeme kan opretholdes i kraft af legemets egen automatfunktion, hvorved ånden eller jeg'et har dagsbevidstheden helt fri til andet brug, men må opretholdes i kraft af en mere eller mindre anstrengende bevidst viljekoncentration. Når en ånd skal opretholde en stærk koncentration på et bestemt objekt, bliver det meget vanskeligt for denne, ja, for nogle måske endda helt umuligt, samtidig at skulle koncentrere sig om indviklede intellektuelle emner. I samme grad som en ånd skal koncentrere sig om tankefelter uden for selve materialisationen, svækkes eller umuliggøres jo denne materialisation eller synliggørelse. At kristusmaterialisationerne blev så vellykkede, som tilfældet var, skyldes udelukkende den omstændighed, at han havde en meget overlegen og trænet koncentrationsevne, i forbindelse med de usædvanlige betingelser for materialisation, som de tilstedeværende disciples og venners A-stof ydede ham, samtidig med at han forud var i besiddelse af »den store opstandelse«, der havde gjort alle åndelige spørgsmål dagligdags og ligetil for ham. Han behøvede i de givne materialisationsøjeblikke ikke her at anstrenge sin koncentrationsevne. Han havde derfor i større udstrækning, end det ellers er tilfældet, mere frigjort kraft og styrke til fordel for materialisationen.