Igennem lidelseserfaringerne i denne robuste drabstilværelse blev menneskene efterhånden trætte af denne livsform, hvorfor den lidt efter lidt bevirkede eller affødte en længsel i dem efter andre og mere humane guder. Og igennem verdensgenløsningsprincippet og de herfra udgåede verdensgenløsere af større eller mindre format alt efter de særlige menneskesamfunds udviklingstrin, erfaringer og behov, som de af Forsynet sendtes til, bragtes menneskenes religiøse forestillinger eller guddomsopfattelse ind i mere humane baner og former for tilværelse. Af disse store religionsstiftere behersker Buddha, Muhamed og Kristus i dag, så langt som man har evne til at tro på dem, millioner og atter millioner af mennesker. Igennem Kristus blev den største frigjorthed af dyrisk natur åbenbaret. Han blev derfor modellen til det fuldkomne fremtidsmenneske. Han tilgav og atter tilgav sin næste, ja, også dem, der korsfæstede ham. En større menneskelig kærlighed forekommer ikke og kan ikke manifesteres. Skønt han blev påført de skrækkeligste legemlige smerter, frembragt ved, at han med sit legemes hele vægt eller tyngde hang i nagler, som brutalt var slået direkte igennem hans hænder og fødder og ind i plankerne på det oprejste kors, på hvilket han på denne måde skulle lide døden, formede han dog sine sidste svage, hendøende kræfter i det største kærlighedsudbrud, der overhovedet kan komme til manifestation i verden. Igennem sit døende legemes sagte stønnen indhyllede han verdens største bødler i sin kærlighed. Og med de evige ord "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre", tog han sine fjender og mordere til sit hjerte. Her var intet vredesudbrud, intet raserianfald, ingen hævnfølelse imod disse hans fjender, bødler og plageånder. Hele hans indstilling til dem var en inderlig medlidenhed eller kærlighed, et inderligt ønske om, at de ikke skulle komme til at blive gengældt denne deres grusomhed, lemlæstelsestendens og mordlyst. Dette var den sande kristendoms fundament og inderste kærne, demonstreret for de kommende årtusinders menneskehed. Det var princippet at vende den højre kind til, når man blev slået på den venstre. Det var princippet: "Elsker eders fjender, velsigner dem, som forbande eder, gøre dem godt, som hader eder, og beder for dem, som krænke eder og forfølge eder". Det var den mentalitet eller kærlighedsindstilling til sin næste, der udgør den sæd, i hvilken alle jordens slægter skal velsignes. I Golgatas korsfæstelsesdrama trådtes de lysende fodspor, igennem hvis betrædelse alverdens mennesker hver især skal møde Gud, opleve juleevangeliets varige fred på jorden og leve i den her bebudede store velbehagelighed blandt menneskene. På Golgatas kors fødtes himmeriges rige på jorden.