Og menneskene levede nu videre igennem den af de farvede briller afblændede kristendom. Man vænnede sig til brillerne i en sådan grad, at man til sidst slet ikke ville se den virkelige kristendoms sande lys, således som det blev manifesteret af verdensgenløseren. Man farvede yderligere brillerne i nogen grad efter sine dyriske eller hedenske vaner og tilbøjeligheder. Selve verdensgenløseren gjorde man til et væsen, der umuligt kunne efterlignes eller efterleves af mennesker. Derfor blev vægten i det daglige livs kristendom ikke lagt an på de gode gerninger. Nej, disse betød ingen ting. Verdensgenløserens forbilledlige væremåde blev derfor slet ikke noget forbillede for den menneskelige væremåde, således som den i virkeligheden var tiltænkt fra Forsynets side. Nej, verdensgenløseren blev opfattet som en guddom, hvis lige et menneske aldrig nogen sinde kunne blive. Med denne overtro var den her anviste vej til lyset stængt. Men hvad betød da denne guddoms fødsel her i verden? En eller anden mission måtte den da have. Også her tilslørede de farvede briller sandhedens stærke lys. Og på grund af dette farvede lys forestillede man sig så, at han udelukkende kom til verden for at tage den straf på sig, som menneskeheden ved dens eget ugudelige liv havde forvoldt sig selv. Da dens egne gode gerninger ikke betød noget, kunne man således ad denne vej ikke få adgang til andet end det gloende helvede. Men i kraft af dette, at verdensgenløseren lod sig korsfæste for de af menneskene begåede synder eller forbrydelser, kunne man selv blive fri for straf, når man blot troede på dåben og nadveren og her igennem i hans navn bad den Almægtige om syndernes forladelse. Man kunne således på grund af, at verdensgenløseren allerede havde lidt den straf, man ellers selv skulle have haft, selv gå fri af den, hvilket igen vil sige, gå fri af den evige pine i helvede. Uhindret af virkningerne af sine syner, sin onde væremåde, kunne man således blive frelst fra dette forfærdelige helvede og komme ind i paradiset eller de troendes eller frelstes himmel foran Guds trone. Og i denne opfattelse eller farvet og afblændet kristendom skabte menneskeheden nu en kulturepoke, inden for hvilken de virkelige fine og afgørende detaljer eller læresætninger fra bjergprædikenen, levendegjort i verdensgenløserens praktiske væremåde, ikke rigtigt kunne ses og derfor heller ikke kunne komme til at tælle i denne fremtrædende kultur, som man stadig kaldte "kristendom". Derfor kom menneskene til, under denne afblændede kristendom, at udvikle sig til de mest geniale krigsfolk i verden. Under den blev mordvåbnene ført frem til atombomber eller atomvåben, ved hvilke man nu kunne mangfoldiggøre overtrædelsen af livets største bud: "Du skal ikke dræbe". Og derved blev de kristne stater en kulminerende sabotage af den kristendom, der forkyndte, at "den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd", og ligeledes forkyndte, at vejen til den virkelige varige fred og velbehagelighed for menneskene, vejen ud af lidelsernes ragnarok og skærsild udelukkende går gennem kærligheden til Gud og ved at elske sin næste som sig selv. I sandhed, kristendommen er kommet i forfald. Og verden måtte derfor uundgåeligt komme til at sande verdensgenløserens ord om en kommende dommedag, en tidsepoke med vældige trængsler over jorden, og i hvilken alle ville være i krig med alle.