Kulturens skabelse
16. KAPITEL
Den reducerede kristendom og følgerne heraf
Kristendommen er også en manifestationsmåde, der først er fuldkommen, når den er blevet til genialitet i væsenets bevidsthed og væremåde. Den er intet mindre end den største kunstart, der eksisterer, idet den er selve livskunsten. Dette at leve er i allerhøjeste grad en kunst. Den kan praktiseres som en meget dårlig og primitiv kunst, og den kan praktiseres som en genialitet, der er en strålende livgivende og livslystbefordrende tilværelsesform, der udgør et i sand lykke, sundhed og velvære kulminerende forhold til de levende væsener, til naturen, Forsynet eller Guddommen. Hedenskabet, hvilket vil sige den endnu i visse situationer morderiske eller dræbende natur i menneskets livsindstilling, kan således ikke øjeblikkeligt fjernes, selvom der også iblandt menneskene engang har levet et færdigt eller fuldkomment menneske. Selv om hedenskabet til en vis grad blev påvirket af verdensgenløserens mentalitet og væremåde, blev det alligevel i overvejende grad eller i store områder ved med at være hedenskab i renkultur. Det er i kraft af dette hedenskab, at man forsvarer vrede imod næsten med den camouflage, at den er "hellig". Indignation eller harme imod næsten blev ligeledes camoufleret med begrebet "retfærdig". I hans navn, der udtalte, at man skal tilgive og atter tilgive, og ligeledes at man skal elske sine fjender og gøre dem godt, som hader en, velsigne dem som forbander en etc., forsvarer man sin egen ukærlighed eller manglende evne til at bekæmpe sin vrede, bitterhed og bagtalelseslyst. Der var således ikke særlige tendenser til at efterligne verdensgenløserens væremåde, der i selve korsfæstelsessituationen ikke udviste nogen som helst form for "hellig vrede" eller "retfærdig harme" over for sine bødler. Her var der kun en inderlig medlidenhed at spore i hans væsen over for disse væsener, som kom til udløsning i det altoplysende kærlighedsudbrud: "Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre".
      Men i samme grad, som man således fandt undskyldninger for sin hedenske væremåde og indbildte sig, at man i selve kristendommen fandt direkte medhold i denne sin handel og vandel, er det soleklart, at trængslerne i ens vågne dagsbevidste liv måtte forøges. Loven er nu engang uforanderlig, således at "det et menneske sår, skal det høste", ligesom selve livsloven, alle loves lov, netop betinger, at man skal elske sin Gud over alle ting og sin næste som sig selv. Var det ikke netop det, der udstrålede fra ham, der var "vejen, sandheden og livet"? I alle situationer, hvor man i opfattelse og væremåde afviger fra dette, sår man altså en for sig selv uheldig sæd, hvis høst engang før eller senere, enten i det nuværende eller i et kommende liv bliver lige så uheldig for ens kommende skæbne eller livsoplevelse. Der hvor man ikke udvikler næstekærligheden eller går i verdensgenløserens fodspor, der sår man en sæd, der senere skaber de sværeste lidelser, dels i organismen, dels i sindet og dels i indstillingen eller forholdet til sin næste. Og er det ikke netop i dette uheldige forhold til næsten eller medvæsenerne, at vi finder menneskene af i dag?