Kulturens skabelse
17. KAPITEL
Med intelligensevnens opståen blev mennesket materialistisk og gudløst og foragtede alle de tidligere abstrakte bærende idealer og livssandheder
Som tidligere nævnt er den moderne verdenskultur i stedet for at være sand kristendom blevet til den af verdensgenløseren bebudede dommedag, hvilket vil sige en tidsepoke, i hvilken trængslerne skulle kulminere. Når disse trængsler kunne bringes til at kulminere i den moderne verdenskultur, hvilket ville have været umuligt i en hvilken som helst tidligere kulturepoke i menneskehedens historie, skyldes det to stærke faktorer, nemlig den tiltagende tvivl på den autoriserede kirkelige kristendom og en i endnu stærkere grad tiltagende udvikling af intellektualitet. Den udvikling, der førte planten frem til dyrets stadium og dyret frem til det jordmenneskelige stadium, stod ikke stille. En ny evne tog mere og mere til, nemlig intelligensen eller evnen til at analysere. Mennesket fik derved mere og mere lyst til at ransage, til at analysere det, det havde med at gøre, og herved begyndte det at tilegne sig en ny viden eller nye kundskaber. Denne analyseringsevne gjaldt foreløbig naturligvis kun de rent materielle, håndgribelige ting, såsom skabelsen af redskaber og foreteelser, ved hvilke det kunne forbedre sin daglige tilværelse. Til dette felt hørte også forholdet til dets fjender. Her gjaldt det i særlig grad om at kunne beskytte sig. Og da man nu ved hjælp af den begyndende intellektualitet efterhånden kunne skabe geniale mordvåben, knive, dolke, pistoler, geværer, kanoner og bomber, og derved kunne skabe sig overlegenhed overfor de fjender, der endnu ikke kunne følge med i dette kapløb i skabelsen af drabsmidler, kunne man altså her langt lettere vinde sejre og skabe tilsyneladende beskyttelse imod fjenderne, der i virkeligheden kun var medbejlere til livets materielle goder. At kristendommens henvisninger til bøn og næstekærlighed som de bedste beskyttelsesmidler eller vejen ud af mørket, vejen til at vinde den endelige absolutte sejr måtte stagnere over for den rivende udvikling i at skabe håndgribelige, materielle beskyttelsesmidler er naturligvis en selvfølge. Over for disse konkrete midler var bøn og næstekærlighed af en alt for abstrakt art over for de hjerner, der nu var vænnet til kun at tænke i konkrete begreber eller foreteelser.