Den foran nævnte videnstilegnelse blev mere og mere en livsbetingelse. Til sidst byggede staten selv skoler og krævede tvungen skolegang. Alle måtte allerede i en tidlig alder begynde at lære og atter lære. Små børn vandrer i dag til skolen med et væld af forskellige lærebøger, ud fra hvilke de må tilbringe mange af dagens timer med at studere og herved blive sat ind i den moderne kulturs påkrævede viden og kunnen. Og denne skolegang og undervisning fortsatte for manges vedkommende helt op i den voksne eller modne alder. At dette skabte en overordentlig stor forvandling i den menneskelige mentalitet er selvfølgeligt. Hjernerne arbejdede på højtryk med spekulationer, analysering, studier, læsning, skrivning, beregning og faguddannelse etc. Idet mennesket beskæftiges med en sådan fabelagtig tilknytning til konkret viden, måtte dette naturligvis bevirke, at det mere og mere ignorerede abstrakt viden. Ja, man regnede til sidst absolut ikke med noget som helst, der ikke på en eller anden måde kunne vejes og måles. Derfor blev religionernes dogmer eller sandheder, der jo ikke eksisterede som nogen videnskabeligt underbygget konkret viden, ved hvilken de kunne kontrolleres eller efterforskes således som de materielle foreteelser, betragtet som udslag af naivitet og overtro og kunne derfor kun erkendes som uvirkelige. Man vidste jo ikke og kunne ikke se, at disse dogmer eller facitter lå i et langt højere og større sanseområde end det lille lokale materielle felt, i hvilket man var blevet ekspert i at kontrollere sandheden. Derfor kunne man kun acceptere det konkrete eller det materielt håndgribelige. Hvad der ikke hørte ind under dette, gad man ikke beskæftige sig med. Hvad der ikke kunne vejes og måles, hvad der ikke fremtrådte i tid og rum, det var noget, der var under ens værdighed at arbejde med. Den materielle ekspert eller lærde, der vovede at arbejde på disse områder, kunne godt risikere at miste sin gode position på det materielle område, i hvilket han i virkeligheden var ekspert. Når han kunne nedlade sig til at beskæftige sig med sådanne naive foreteelser som de religiøse dogmer og påstande, måtte han alligevel være naiv, mente man. Og så regnede man ikke mere så meget med ham. Og således gik det til, at den dagsbevidste religiøsitet måtte miste sit hidtidige fodfæste og dermed sin magt i mennesket. Dette måtte så naturligvis igen føre til den ydre degeneration og affolkning af de overleverede religiøse traditioner. Det er ikke blot inden for den kristne kirke, at den religiøse affolkning finder sted. Den vil også mere og mere finde sted inden for de andre store verdensreligioners område, alt efter som den intellektuelle udvikling også her bliver til livsbetingelse. Menneskene i disse nævnte områder er også godt på vej til at blive materialistiske akademikere og derigennem på vej til at blive tvivlere og gudsfornægtere som i de kristne lande. Den intellektuelle udvikling og dermed fagudviklingen vil ligeledes i disse lande blive en livsbetingelse. De der ikke har fået nogen materialistisk undervisning og faguddannelse, kan heller ikke her regne med at kunne hæve sig op over proletariatet i den moderne kultur, som for længst også her har begyndt at gøre sig gældende. Menneskenes indstilling til det religiøse eller til det psykiske er således blevet bragt til en næsten total stilhed eller stagnation på grund af deres materialistiske overbegavelse.