Kulturens skabelse
22. KAPITEL
Den tvungne værnepligt, kristendommen og menneskenes eget store fredsønske
I denne gudløse alles krig imod alle er det i virkeligheden stadig kampen om magten, der er det primære, mens kampen om retten er mere eller mindre sekundær. Derfor bliver det også stadig evnen til at myrde, der i største grad omend ufrivilligt og nødtvungent lægges vægt på i den moderne kultur. Hvortil ellers den umådelige økonomiske bekostning på udvidelse af drabs- og ødelæggelseskapaciteten, som manifesteres verden over både i de små og store lande? Hvortil ellers atom- og brintbomber? Hvortil ellers spekulationer i bakteriekrig? Hvortil den tvungne værnepligt, denne frihedsberøvelse af alverdens ungdom til fordel for en hedensk opdragelse, undervisning og træning i de mest raffinerede mordmanifestationer eller metoder, ved hvilke man kan påføre "fjenden", hvilket vil sige sin næste, de størst mulige dødbringende sår, lemlæstelser og ødelæggelser, altsammen imod menneskenes egen vilje og ønske om fred og human kultur? Hvorledes kan denne fundamentale undervisning i noget, der i virkeligheden er det rene menneskeslagteri, denne hedenske uddannelse af verdens ungdom til helvedeseksperter eller fagfolk i mordteknik eller livssabotage imod dens vilje, forenes med skabelsen og oplevelsen af den juleevangeliets fred på jorden og store velbehagelighed for menneskene, der årtusinde efter årtusinde er bebudet og endnu bebudes menneskene fra tusinder af prædikestole, kirker og templer verden over? Julebudskabet eller forjættelsen for menneskene er ikke blot noget, der kun var knyttet til englenes sang for hyrderne julenatten i Bethlehem. Århundreder forud for denne begivenhed havde Abraham modtaget følgende bebudelse om en kommende lysende fremtid for menneskene: "I dig skulle alle folkeslagene velsignes". Og peger ikke den hellige skrift eller Bibelen yderligere, dels igennem profeterne, og dels igennem verdensgenløserens forudsigelse, frem imod denne kommende lysets epoke for menneskeheden? Hedder det ikke her, at alle folk skal nå frem til at blive ført af verdensgenløserens sande livsmoral, den rene uforfalskede kristendom, hvilket igen vil sige den absolut sande og rene næstekærlighed, der er alle loves fylde? Hvad skulle Kristi ord ellers betyde der, hvor han blandt andet siger: "Og jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; også dem bør jeg føre, og de skulle høre min røst; og der skal blive én hjord og én hyrde? Det er tydeligt nok, at det, der her bebudes, er dette, at alverdens mennesker ikke skal blive ved med at være en splittet "hjord" opdelt i mange grupper og underkastet fremmede og falske "hyrder", der ikke som "den gode hyrde" sætter sit eget liv til i givne situationer for at frelse eller redde fårenes, men derimod søger at redde sit eget liv på bekostning af fårenes. Lige som den materialistiske videnskabs konkrete eller absolutte analyser og kendsgerninger er internationale og fælles for hele menneskeheden, således vil også åndsvidenskabens absolutte konkrete analyser og kendsgerninger, hvilket vil sige videnskaben om psyke, videnskaben om tankefunktioner og deres dødbringende og livgivende virkninger, videnskaben om skæbnedannelse, videnskaben om de ikke tids- og rumdimensionelle foreteelser og dermed videnskaben om skabelsen af den totale lykke- og livsglædebefordrende væremåde mand og mand imellem over hele jorden og under alle de i samme verden givne forhold, være internationale.
      Og alverdens mennesker vil, i samme grad som de bliver videnskabeligt indstillet og intellektualiseret, forenes i den samme opfattelse af Gud, verdensbilledet og en på næstekærlighed baseret væremåde overfor næsten eller alt levende. Og jordens områder er ikke mere et hjemsted for alles krig imod alle. De er ikke mere et hjemsted for krigsskuepladsernes dødsrallen, jammer og smertensskrig. De er ikke mere hjemstedet for atomvåbnenes udslettelse af millionbyers befolkninger og kulturværdier. De er ikke mere hjemstedet for armod, sultedød, nød og elendighed, thi alle elsker alle. Er det ikke denne opfyldelse af alle Bibelens bebudelser eller juleevangeliets fred på jorden og velbehagelighed for menneskene, der i dag i virkeligheden er den skjulte ønskedrøm i alle kulturmenneskers dybeste indre og ikke altid mindst i de autoriteter og myndigheder, der ser sig nødsaget til at måtte befordre krigene? Det er "talsmanden den hellige ånd"s begyndende fredens pulsslag under det jordmenneskelige daglige livs åndsformørkede, hedenske overflade. Det er begyndelsen til enden.