I lavintellektualitetens epoke er det fornemste sanseredskab intelligensen. Men med intelligens alene er det umuligt at sanse de psykiske processer og love bag det materielle håndgribelige liv. Disse psykiske processer kan kun opfattes som abstraktioner og bliver kun erkendt som overtro, fantasi og uvirkelighed ved siden af de materielle foreteelser, der kan konstateres som håndgribelige, konkrete kendsgerninger. Og de eneste for intelligensens tilsyneladende kendsgerninger med hensyn til fundamentet for væremåde eller for forholdet til sin næste, for forholdet mellem stater eller nationer er overlegen fysisk magt. Har man tilstrækkelig magt, kan man tvinge sin næste i knæ. Har et folk ligeledes magt nok, kan det tvinge andre folk, diktere dem til underlegenhed, diktere deres landegrænse, diktere deres handelspriser, diktere deres militærvæsen etc. Og det må da blive en ligeledes håndgribelig fysisk kendsgerning, at den der ingen magt har, har meget vanskeligt ved at få ret. Det gælder nationer og stater såvel som enkeltpersoner. Derfor er den store udnyttelse af den begyndende ny åndsevne eller intelligensen dette, at tilegne sig magt. Men rent bortset fra de militæriske øjemed er magt-udfoldelse ved drab og dødbringende midler ikke sådan rent åbenlyst autoriseret og tilladt. Derimod er den både autoriseret og tilladt under en helt anden form. Denne form ser meget human og naturlig ud, men er ikke desto mindre en magtudfoldelse, der både ruinerer, skaber fallit, nød og elendighed på den ene side og overflod og frådseri på den anden side. Men dette er endnu i samklang med god tone, skik og brug eller den moderne kulturs moral. I denne magttilegnelse er våbnet en så tilsyneladende uskyldig ting som "penge", og den krigsmetode, i hvilken penge udgør det dødbringende våben, hedder "forretning". Forretning er den moderne kulturs ny krigsskueplads. Her stjæles, røves og plyndres i stor udstrækning med både myndigheders og borgeres billigelse. Ja, dens udøvere bliver ligefrem beundret og hædret. Men denne ødelæggende væremåde er umådelig camoufleret og kan derfor foregå med ovennævnte billigelse. Masser af mennesker er blevet bragt til nervesammenbrud, depression, livslede og selvmord af denne, som moralsk levevej camouflerede udplyndring af næsten. Og dette gentages og florerer hver eneste dag. Millioner af mennesker dør af sult, mens andre masser af menneskehedens individer lever og dør i frådseri, luksus og lediggang eller i ligefrem opelsket organisk dovenskab. Mange af disse mennesker betragter det under deres værdighed at skulle arbejde. Denne kulturens skjulte krigsskueplads har således også sine koncentrationslejre og livsnedbrydelsesområder. Disse er storbyernes slumkvarterer. Her lever mennesker i armod og den heraf følgende utugt, primitivitet og usselhed eller i den dybeste fornedrelse og uværdige menneskelige tilværelse, skønt jorden har rigdomme og velsignelser nok, så alle mennesker faktisk kunne leve i overflod.