Vi har igennem de foregående kapitler set, hvorledes menneskeheden befinder sig i en vækst fra en primitiv til en højintellektuel tilstand. Vi har set, at den sidste epoke i denne vækst eller udvikling er den, der er bebudet menneskene i form af juleevangeliets "fred på jorden" med den store "velbehagelighed", ligesom den også ifølge den anden bebudelse skulle gøre alle jordens mennesker til et folk, til "én hjord og én hyrde". Den samme forjættelse går også igen i den, der udtrykker menneskehedens fuldkommengørelse som en "ny himmel" og en "ny jord, i hvilken retfærdighed bor". Vi har i denne bog påpeget alle de mange store ydre detaljer i menneskehedens forskellige forbigående kulturepoker, der viser, at den virkeligt befinder sig i en sådan vækst og til slut vil være så udviklet, at folkenes samliv over hele verden uundgåeligt vil udtrykke en så fuldkommen verdenskultur, at den repræsenterer den totale retfærdighed, der igen er det samme som den næstekærlighed, der udgør alle loves fylde. At den i sit slutfacit vil blive så afvigende eller forskellig fra den nu døende verdenskultur, at man kan udtrykke den som en helt "ny himmel" og en "ny jord, i hvilken retfærdighed bor", bliver selvfølgeligt, når man her ved den "ny himmel" forstår den almægtige visdom, der opstår ved den materialistiske videnskabs sammensmeltning med åndsvidenskaben, og ved den "ny jord" forstår den materielle tilstands ændring til en sådan fuldkommenhed, at adkomsten til livets materielle goder ikke mere kan erhverves på grundlag af den mere begavedes udnyttelse af den mindre begavede, eller ved den stærkes udnyttelse af den mindre stærke. Ingen som helst kan leve på andres bekostning. Når denne ændring til fuldkommenhed er sket, vil den jordiske menneskehed være udrenset for sine dyriske principper, så som ejendomsbegær eller havesyge, røveri, bedrageri, misundelse, skinsyge, ligesom hadets og krigens tankearter og mordtendenser heller ikke kan eksistere i det fuldkomne verdensrige med alverdens mennesker til indbyggere. I dette klode- eller planetarrige, som jordens mennesker da udgør, kender man ikke til suveræne nationalstater eller tilsvarende enkeltpersoner eller grupper af personer, der i form af "forretning" kan monopolisere livsværdierne som privatejendom og dermed skabe gene, skabe "forstoppelse" i jordorganismens nærings- og livskraftsfordeling mellem menneskene og staterne indbyrdes. Der bliver ikke nogen valutavanskeligheder, thi når den samlede menneskehed og ikke enkeltpersoner, aktieselskaber eller stater ejer jordens værdier eller materialer, bliver der ikke nogen at handle med. Forretningsverdenen forsvinder således ud af sagaen. Menneskeheden skal ikke mere købe materialerne hos monopoliserede besiddere eller indehavere af disse. Den skal ikke blive ved med at "købe" noget, der i forvejen i virkeligheden er dens ejendom, således som den nødvendigvis må i dag grundet på dens ufærdige udvikling og den heraf følgende manglende forståelse af selve livets struktur. Når livsfornødenhedernes fordeling ikke mere skal foregå gennem handel eller forretning, bliver pengesystemet totalt overflødigt. Den eneste værdi i verdensstaten bliver derefter den menneskelige arbejds- eller skabeevne. Den er det eneste, der kan forvandle jordens naturprodukter til nytte, glæde og velsignelse for menneskeheden. Verdensstatens regerings fornemste og vigtigste opgave bliver derfor dette, at garantere, at ethvert barn, der fødes, kommer ind i det manifestationsfelt, hvor det har sine evner og talenter og dermed her har sin lyst og længsel. Her vil verdensstatens myndigheder se det som absolut livsbetingende for opretholdelsen af samme stats fuldkommenhed, at det får den bedst mulige undervisning og uddannelse i nævnte felt. Derved vil det blive i stand til at yde sit bedste eller allerhøjeste i samme manifestationsfelt for verdensstaten og medmenneskene. Livet kan således ikke i verdensstaten blive en trædemølle, der tvinger individet til dagligt at arbejde med noget, der ligger langt fra dets evner og særlige begavelse og derfor vil være langt fra det, der er dets naturlige livslyst og længsel. Da fabrikationen i verdensstaten ikke befordres for at skabe profit eller berigelse, men udelukkende kun for at kunne skabe tilfredsstillelse af det daglige, livsfornødne behov, bliver der ingen overproduktion eller skabelse i blinde, således som tilfældet ofte er i dag, hvor det næsten udelukkende er profitten eller berigelsesmuligheden, der danner grundlaget for skabelsen. Da en relativt set mindre gruppe af jordens samlede antal mennesker ved maskinernes hjælp er i stand til at skabe de livsprodukter, der skal til for at dække hele menneskehedens manuelle behov, bliver der således frihed for alle de øvrige mennesker på jorden til at arbejde og udvikle sig i livets største kunstneriske skabelser, litteratur, sang og musik, male- og billedhuggerkunst samt alle andre mulige kunstarter, der kan forskønne og oplive dagliglivet for menneskene. Ingen kommer således til at arbejde i andre felter end dem, der så at sige er deres hobby. Ethvert menneske vil derved komme til at føle stor glæde ved tilværelsen.
      Den gruppe, der skaber det manuelle behovs tilfredsstillelse, vil også kun bestå af mennesker, for hvem de fag, der her er betingede, også er hobby. I disse deres hobbyfelter skal ethvert menneske yde verdensstaten de få timers arbejde om ugen, deres livsfornødenheder har kostet andre mennesker af arbejdsydelse. Ingen kan således i verdensstaten komme til at snylte på staten eller deres medmennesker. I sandhed! Her er menneskelivet virkelig blevet til en "ny himmel" og en "ny jord, i hvilken retfærdighed bor". Livet her er virkelig blevet til juleevangeliets "fred på jorden" og store "velbehagelighed" for menneskene.