Vi skal her til slut påpege denne kommende kulturepokes inderste kerne, der betinger, at denne menneskehedens lysende livsepoke bliver til virkelighed eller kendsgerning. Lad os se på et lille frøkorn, f.eks. en æblekerne. Hvad ligger der gemt i denne? I denne ligger der allerede en kombination af bundne kræfter, der er kombineret således, at deres normale udløsning kun kan forme sig som et æbletræs fremkomst eller tilblivelse med mulighed for at bære frugter, indeholdende nye kerner og således fremdeles. Når man kender en sådan kerne, kan man altså forudsige, at den ved plantning på rette måde vil vokse og blive et nyt æbletræ, hvis frugter vil blive nye æbler og ikke noget som helst andet. Det samme princip er jo gældende i alle andre plantearters sæd, frø og kerner. Men er det samme princip ikke også gældende i alle animalske væseners forplantningssæd? Hvis denne sæd bliver bragt til normal udløsning og forplantning, vil der her opstå en organisme efter så og så lang tids forløb og af den eller den art eller race, af hvilken sæden er udrundet. En sådan organismes tilblivelse og særlige struktur er altså også forudbestemt til kun at kunne foregå efter den i sæden nedlagte bundne energikombination, der betinger, at dens normale udløsning eller frigørelse kun kan resultere i skabelsen af en organisme af nøjagtigt samme art, struktur og race som dens ophav. Det er dette, der bevirker, at katte får killinger, hunde får hundehvalpe, mennesker får menneskebørn osv. Vi ser, at skabelsen af vegetabilske såvel som animalske organismer kun kan finde sted efter den i sæden eller kernen nedlagte bundne energikombination. Skabelsens forløb med dens forskellige epoker, stadier og slutresultat kan derfor allerede forudsiges af den, der har kendskab til sædens eller kernens struktur og art i de givne tilfælde.
      Da jorden er en organisme, bliver dens materielle struktur, dens særlige udviklingsepoker og stadier også til efter en forudgående i dens kernestruktur indkapslet, skæbnebestemmende, bunden energikombination. Lige som æbletræets tilblivelse og vækst bestemmes af den i en forudgående kerne nedkapslet, bunden energikombination, således bestemmes også jordens skæbne, dens millionårige udviklingsepoker, dens livsformers forvandlinger, dens menneskeheds domæne etc. af en i dens forudgående kerneområde nedkapslet, bunden energikombination. Når man nu kender loven for naturens skabelse og ved, at den betinger, at naturens skabelsesprocesser i deres slutresultater hundrede procent er til glæde og velsignelse for levende væsener, vil der ikke være noget som helst grundlag for at skulle antage, at slutresultatet af selve klodens egen tilblivelse og skabelse skulle være en undtagelse. Ser vi på den skabelse, der allerede er tilbagelagt med hensyn til jordens struktur, da kan vi med sandhed kun sige, at dens forvandling til dato har vist sig at være til det bedre og er til stor glæde og velsignelse for en mangfoldighed af levende væsener. Da menneskeheden er en del af jordens organisme, kan slutfacittet i denne organismes skabelse umuligt blive sundt eller fuldkomment, hvis sundhed og fuldkommenhed, lykke og glæde ikke bliver slutresultatet i nævnte menneskeheds skabelse. Hvad er da menneskelig sundhed, fuldkommenhed, lykke og glæde? Ja, der er vel snart ikke noget, menneskene i højere grad er ved at blive vidende om end dette, fordi de mere og mere føler savnet af en sådan tilstand, der er båret af nævnte guddommelige egenskaber. Alle hungrer mere og mere efter virkelig kærlighed i samværet med andre mennesker. Og hvad andet end virkelig næstekærlighed kan danne grundlaget for en virkelig fuldkommen verdenskultur? Vil en sådan ikke netop betinges af, at alle og enhver absolut er til glæde og velsignelse for alle og enhver? Hvordan skal den førnævnte "ny himmel" og "ny jord, i hvilken retfærdighed bor", ellers opstå? Hvordan kan en ting være færdigskabt og dermed fuldkommen, hvis den ikke er til glæde og velsignelse for levende væsener? En skabelse, der ikke er til glæde og velsignelse for levende væsener, kan kun i større eller mindre grad være til forbandelse for nævnte væsener. Men en forbandelse kan kun give sig udslag i ulykke og lidelse, hvilket lige akkurat er det samme som det ufærdiges eller det ufuldkomnes ufejlbarlige kendetegn. Menneskenes ulykke og lidelse i dag udtrykker således kun en ufærdig tilstand, altså en tilstand, enhver skabelse må udvise, så længe den ikke er færdig eller har nået sit slutfacit, men ikke desto mindre betragtes eller opfattes som færdig. Hvad er det, vi bliver vidne til i en sund og livskraftig organisme? Er det ikke dette, at alle dens organer, celler, molekyler etc. hver især er til glæde og velsignelse for hver især? Hvis dette ikke var tilfældet, hvordan skulle den da være sund og livskraftig? Er usundhed og sygdom ikke netop den uundgåelige virkning af en defekt i mikrovæsenernes indbyrdes forhold i en organisme? Går al lægevirksomhed ikke ud på at fjerne denne defekt for derved at bevirke, at det livsvigtige, harmoniske samarbejde atter kan komme i stand mellem mikrovæsenerne i det pågældende felt? Dette harmoniske samarbejde ses altså her at være meget livsvigtigt. Men hvad er dette samarbejde for mikrovæsenerne andet end dette, at alle hver især er til glæde og velsignelse for hverandres eksistens? Der, hvor de ikke er det, bryder disharmonien og dermed sygdommen ud. Men hvorfor skulle det være anderledes i menneskesamfundet? Menneskene er jo også mikrovæsener i en stor organisme. Ja, selve menneskeheden udgør intet mindre end et organ i denne større organisme, der er det samme som jordklodelegemet.
      Menneskeheden er således en organisk foreteelse, der består af alle jordens mennesker tilsammen. Disse er her knyttet sammen til en enhed, af hvis velfærd hvert enkelt menneskes liv og skæbne er afhængig. Rummer denne enhed disharmoni og foreteelser, der adskiller eller splitter det livsbetingende samliv mellem menneskene, ja ligefrem bringer menneskene til at myrde mennesker, kan nævnte enhed umuligt være sund og livskraftig, men må befinde sig syg og elendig. Den må i dens helhedsudfoldelse udtrykke svækkelse og må for de enkelte mennesker mere eller mindre være et helvede, være et lidelsens domæne. Hvad mener man om menneskenes voldsomme, tiltagende skabelse af de mest geniale mordvåben, hvormed de kan mangfoldiggøre evnen til at udslette mennesker og deres kulturgoder? Er det ikke sygdom eller disharmoni i samfundslivet? Tænk hvis cellerne i en menneskelig organisme fik den samme evne, relativt set, at mangfoldiggøre drab og udslettelse af cellerne i den samme organisme, hvordan tror man så, at det ville gå med sundheden og velværet for dens indehaver eller ophav? Hvis denne tilstand kom til udløsning i lungerne, ville vedkommende menneske få svært ved at ånde. Hvis den forekom i hjertet eller i hjernen, ville det betyde døden og dermed organismens undergang. Hvordan skal den samlede jordmenneskeheds tilværelse blive sund og fuldkommen lykkelig på anden måde end netop ved, at hvert enkelt menneskes være måde bliver bragt frem til den tilstand, der er alle disharmoniers og sygdommes helbredelse, nemlig den, at alle tjener alle, alle er til glæde og velsignelse for alle.
      Uden denne væsenernes forvandling kan ingen som helst fuldkommenhed skabes og ingen som helst sygdom helbredes i en animalsk organisme eller i et samliv af levende væsener, ligegyldigt om det er det samliv af væsener, der hedder menneskeheden, eller det er det samliv af mikrovæsener, der udgør menneskets organisme. Det eneste, der kan helbrede sygdomme og fjerne disharmonier og dermed lidelserne fra den menneskelige tilværelse og skabe den fuldkommenhed, der hedder "den varige fred" og "velbehagelighed" for menneskeheden, er således udelukkende dette, at alle er til glæde og velsignelse for alle. Men det er jo lige akkurat det, der er kernen i verdens nuværende største religioner og i det, de største vise har sagt. Og vi ser her igennem denne analyse, at det ikke er så mærkeligt, at de har kunnet forudsige de store detaljer i menneskehedens skæbne i form af forjættelserne om dens kommende fuldkommenhed og den heraf følgende opfyldelse af Guds plan med verden og menneskeheden. De sande ophav til disse forjættelser om opfyldelsen af det store guddommelige formål med verden og menneskeheden er væsener, der var så langt fremme i udvikling, at de ved egne sanser og selvoplevelse har haft evne til at kunne opleve det udsyn, det store kosmiske horisontområde, vi her igennem logiske tankerækker har givet læserne adgang til, og som nu mere og mere skal til at blive deres eget kosmiske synsfelt, og hvorved det i samme grad bliver livsbasis og urokkeligt grundlag for deres væremåde.
      Vi har her set, at hemmeligheden ved de store fremsyn, af hvilke forjættelserne er udgået, i virkeligheden kun er den, at man har kunnet se, at de samme bundne kræfter, der ligger i plantens kerne, og hvis normale frigørelse kun kan resultere i en ny plantes vækst, blomstring og bæren modne frugter, ligeledes principmæssigt er til stede i al anden skabelse i såvel dyrs og menneskers tilværelse, som i kloders og mælkevejes strukturer, baner og udviklingsprocesser. Og da dette udsyn har været stort nok til, at man der har kunnet stadfæste, at naturen aldrig i noget som helst tilfælde sætter en skabelsesproces i gang, hvis normale forløb i sit slutfacit ikke er til glæde og velsignelse for levende væsener, kunne man i sandhedens interesse igennem forjættelserne kun åbenbare næstekærligheden som den kommende kulturbasis og dermed det fundamentale grundlag for den heraf følgende guddommelige samfundsordning for hele verden, der hedder "Fred på jorden og i mennesker en velbehagelighed".