Kulturens skabelse
4. KAPITEL
Hvorfor kulturens ufuldkommenheder og mangler ikke kan ændres hverken ved enkelte personers eller regeringers diktatur eller magtudfoldelse
Menneskelige samfundsforhold, der kan afføde disse inhumane foreteelser, vil ikke af fremtidsmennesket blive opfattet som udtryk for kultur. Man vil heller ikke opfatte disse samfundsforhold som ren primitivitet. Man vil derimod udtrykke denne menneskehedens drabsepoke ved et begreb, der for mange mennesker i dag vil lyde mærkeligt. Man vil nemlig udtrykke nævnte epoke som "lavintellektualitetens epoke". I fremtidsmenneskets domæne vil man, som vi senere skal komme tilbage til, have et helt andet og langt fuldkomnere overblik over den menneskelige livsbane og udviklingstilstand end det, der i dag gør sig gældende. Man vil naturligvis herfra kunne se, at den nuværende epokes vældige krigs- og drabstilstand absolut ikke kan bebrejdes nogen, hverken enkeltvæsener eller regeringer og myndigheder. Ingen som helst regering eller enevældig selvhersker eller diktator, ligegyldigt om denne diktator var et indviet væsen, var et Kristus-væsen, ville formå med magt at kunne skabe en pludselig ændring i den nuværende menneskeheds almene samfundsorden af et sådant format, af denne samfundsorden pludseligt fra at være en krigens og lidelsernes epoke, blev til en virkelig sand menneskelig kultur, inden for hvilken almen fred, glæde og lykke uhæmmet kunne blomstre, og hvor krig, nød og elendighed blev ukendte fænomener. Kulturens skabelse er ikke blot et spørgsmål om administration, materielle forskrifter og love. Den er i en endnu større grad et spørgsmål om etik, human viden og kunnen. Men viden og kunnen er baseret på talenter. Og talenter kan kun blive til ved langsom vækst, hvilket her vil sige, ved en permanent beskæftigelse eller erfaringsdannelse i det givne felt. Man kan ikke gøre en person til et geni ved diktatur. Kun en vedholdende permanent øvelse og lyst til øvelsen kan efterhånden bringe personen frem til toppunktet af kunnen i det pågældende felt. Man kan diktere det at lukke øjnene eller at sige ja eller nej, men man kan ikke diktere det at læse et stykke op af en bog, hvis det ikke har lært at læse. Lige som man ikke kan sige til analfabeten "læs", og så læser han, således kan man heller ikke sige til menneskeheden "vær total fuldkommen i væremåde", og så er den pludselig fuldkommen i sin fremtræden. Selv om menneskeheden af hjertet ønskede at handle efter nævnte påbud, ville det være ganske umuligt for den at efterkomme det. Kun det, væsenet har tilegnet sig evne og begavelse til at kunne udføre fuldkomment, kan det eventuelt tvinges til at udføre. Den kulturbegavelse, et menneske ikke har, kan ingen magt diktere eller tvinge det til at udvise.