Vejen til paradis
16. kapitel
Hvorfor det levende væsen må gennemgå de fysiske genfødelser som plante, dyr og menneske
Når det levende væsen, ifølge Livets Bog, har passeret et kosmisk spiralkredsløb og her har passeret livsoplevelsens kulmination, og dets sanseevner på grund af den heraf følgende mættelse af ydre livsoplevelse er degenereret, således at det hovedsageligt nu kun kan opleve ved hjælp af sin hukommelse, kommer dets livsoplevelse udelukkende til at forme sig som oplevelse af dets erindringer fra hele den tilbagelagte spiral. Det lever således her i denne sin indre verden og er kun meget latent forbundet med den ydre verden. Det er denne livsoplevelsestilstand, der hedder "salighedsriget". I denne livsoplevelsestilstand opstår der atter i væsenet lysten til at komme til at sanse og skabe i den ydre verden. Og denne længsel eller indre tiltrækning imod den ydre verden bevirker, at det atter indgår i et nyt stort kosmisk spiralkredsløb. Det begynder ganske svagt at inkarnere i fysisk materie. Da dets sanseevner fra den tidligere spiral er degenereret, kan det foreløbigt ikke sanse eller skabe på det materielle, fysiske plan. Det må derfor efterhånden udvikle den fysiske sansestruktur, som i den menneskelige organisme når sin kulmination. Vi ser her, hvorledes denne udvikling begynder som energiimpulser i mineralriget. Derefter bliver mineralmaterien af de samme impulser til vegetabilske manifestationer. Vi ser i planterne udviklingen af den begyndende fysiske legemskultur. Udviklingen går videre og skaber materien om til animalske materier, og dyret opstår. Men væsenets indre livsoplevelseshunger fører det stadig videre og videre i udviklingen. Den dyriske organisme bliver efterhånden omdannet til en menneskelig organisme, der i sin kulmination udgør det absolut højeste livsoplevelses- og manifestationsredskab på det fysiske tilværelsesplan.