Vejen til paradis
35. kapitel
Hvorfor paradiset er en kulminerende lysoplevelse og skærsilden er en kulminerende mørkeoplevelse
Det virkelige paradis, adskilt fra det fysiske jordliv, kan således her kun opleves i renkultur efter skærsildspassagen. Efter denne passage kan væsenerne udelukkende kun opleve deres fundamentale forestillinger om deres idealtilværelse og andres idealtilværelse af samme bølgelængdeområde. Ligeledes kan de heller ikke se de mikrokosmiske og makrokosmiske detaljer, ting eller forestillinger, der ikke er på bølgelængde med deres øvrige idealforestillinger om paradiset. Derfor bliver den åndelige himmel og jord, det åndelige klima, ja, hele den åndelige oplevelse af naturen eller af makrokosmiske skabelser, således af samme bølgelængdeområde, af samme lysvirkning eller af en stemning, der passer hundrede procent ind i væsenets tænkte paradis eller ønsketilværelse. Paradisoplevelsen kan således kun være kulminationen af væsenets tænkte ønsketilværelse. Det er på grund af denne tilstand, at væsenerne i skærsilden kun kan opleve den del af den makrokosmiske tankeopbygning eller de af naturens detaljer eller frembringelser, der er på samme mørke og triste bølgelængdeområde som skærsildsforestillingerne. Men heldigvis er skærsildsepoken af en så koncentreret og kortvarig tilstand, at den kun bliver at udtrykke som en slags entré eller forhal ind til paradisområdet. Og som tidligere nævnt bliver den kun til lidelse der, hvor mennesket er i konflikt eller kortslutning med sin egen idealfornemmelse af livets oplevelse. Men her er alle garanteret hjælp fra skytsenglene, lige så snart de selv føler sig ulykkelige og ønsker hjælp. Der er således, som også før nævnt, absolut intet som helst væsen, der kommer til at miste sin paradisoplevelse i den åndelige verden imellem sine fysiske jordliv.