Der kom engang en rig yngling til Kristus for at spørge ham om, hvad han skulle gøre for at blive salig. Vi ved også, at Kristus rådede ham til at gå hen og give alt, hvad han ejede, til de fattige og komme og følge Kristus. Men det var for meget for den rige yngling, det kunne han ikke tage. Hvad var der i vejen med denne rige unge mand? Hvorfor kom han til Kristus? Han kom, fordi han ikke var salig, hvilket altså her vil sige, at han ikke var lykkelig. Han kom jo netop til Kristus for at få en anvisning på, hvad han skulle gøre for at blive salig. Kristus var altså klar over, at det var rigdommen, der var skyld i, at den unge mand ikke var lykkelig. At han skulle ofre den for at blive lykkelig, kunne han absolut ikke forstå. Da han var en rig yngling, var han i stand til at få sine materielle, fysiske ønsker tilfredsstillet uden noget besvær. Han havde penge nok til at kunne tilegne sig alle goder af den slags. Men det var ikke nok for ham. Det, han søgte, var i virkeligheden åndelige goder. Han begyndte at få begær efter at få højere begavelse, højere åndelige egenskaber, evner og anlæg, der lå langt højere end de evner og anlæg, almindeligt begavede mennesker var udstyret med, hvad enten de var rige eller fattige. Han var jo vidne til, at profeterne med hensyn til psykisk begavelse var både almenheden, konger og fyrster overlegne. Det var dem, der var rådgivere i alle moralske anliggender, ja, ligefrem bestemte både kongers og fyrsters moralske væremåde. Disse mennesker havde altså goder, som absolut ikke var afhængige af rigdom og herkomst. Det, der pinte den rige yngling, var altså dette, at han midt i sine ellers så rige og luksuriøse tilværelse ikke besad disse goder, at der var andre, der på disse felter var ham overlegen. På dette psykiske eller mentale felt måtte han føle sin underlegenhed. Her måtte han føle, at han ikke var et overklassemenneske, således som tilfældet var med ham på det rent fysiske, materielle område. Derfor gik han til Kristus for at få at vide, hvordan han kunne komme i besiddelse af denne psykiske tilstand, som han opfattede som »salighed«.