Djævlebevidsthed og kristusbevidsthed
Artiklen: Djævlebevidsthed og kristusbevidsthed
16. KAPITEL
Igennem lidelserne udvikles væsenernes næstekærlighedsevne, og de bliver afholdt af deres omgivelser
Jordmenneskene har det således på samme måde som den rige yngling. De vil gerne have en varig verdensfred, men de vil ikke give afkald på princippet »hellere at tage end at give«. Og så er verdensfreden eller saligheden en umulighed. Men da alle handlinger kommer tilbage til sine ophav i form af skæbne, og denne skæbne bliver død og lemlæstelse, i samme grad som man selv har spredt død og rædsel over for sine omgivelser, kan menneskene kun arbejde sig længere og længere ind i lidelsesskæbner, i samme grad som de selv lever i princippet »hellere at tage end at give«. Dommedagen er det helvede, som opstår for menneskene, der lever højt på princippet »hellere at tage end at give«. Men dette helvede, hvilket vil sige alle de lidelser, som egoismen og hensynsløsheden over for medvæsenerne i tilværelsen afføder, befordrer udviklingen af den side i den menneskelige natur, som hedder humanitet eller næstekærlighed. Efterhånden som lidelserne opleves, afføder de i væsenet netop den humane evne, evnen til ikke at kunne nænne »hellere at tage end at give«, men derimod »hellere at give end at tage«. Og med denne voksende indstilling i væremåden begynder væsenet at være til glæde og velsignelse for sine omgivelser. Da begynder det også at få sympati tilbage fra medvæsenerne. Det bliver afholdt.