Djævlebevidsthed og kristusbevidsthed
Artiklen: Verdenssituationen og »Guds billede«
4. KAPITEL
Religionernes svindende magt
Det er rigtigt, at der endnu strækker sig mere eller mindre stærke dønninger fra verdensreligionerne frem til denne nutidens ragnaroksepoke, men de bærer alle efterårets døende og visnende farver. Deres svindende magt over menneskene, deres før så stærke traditioner og liv er nu synkende som en solnedgangs aftenrøde i nattens mørke. I dette mørke famler menneskene sig frem i blinde. De før så lysende og vejledende moralske skrifttegn på himlen: du skal ikke dræbe – stik dit sværd i skeden, thi hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd – det, et menneske sår, skal det høste – det I vil, at andre skal gøre imod eder, dette gør I også mod dem – dømmer ikke, thi den dom, hvormed I dømmer, skal eder igen tilmåles – du skal tilgive, ikke blot syv gange daglig, men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange daglig – du skal elske din Gud over alle ting og din næste som dig selv – og mange andre lysende anvisninger eller påbud på livets himmel er blevet borte og dermed Gud i den mentale nats totale mørke. Dette er den nuværende verdenssituation i en nøddeskal.