Verdensfredens skabelse
Artiklen: Verdensfredens skabelse
14. KAPITEL
Verdensgenløsningen og menneskenes åndelige førelse
Før intelligensen blev så fremragende udviklet, som den er i dag, blev menneskene, som tidligere nævnt, åndeligt ført ved deres instinkt eller evne til at tro. Ligesom børn instinktmæssigt lader sig føre af forældrenes autoritet, således lod menneskene sig også instinktmæssigt føre af autoriteter såsom verdensgenløsere, profeter, ypperstepræster, præster og andre åndelige personligheder, som de betragtede som autoriteter. Instinktet gav dem evne til at ane, at der eksisterede højere åndelige magter, men igennem de nævnte autoriteter fik de i form af symbolske forklaringer næring for deres anelse. Disse autoriteter udformede sandheden om de åndelige magter og kræfter i lignelser og billeder, der kunne understøtte de pågældende væseners anelser. Og således ændredes disse lignelser og billeder af de åndelige magter mere og mere i human retning, alt eftersom væsenerne udviklede sig og fik evne til at ane i en højere og højere humanistisk retning. Verdensgenløsningens princip fulgte efter. Verdensgenløsere fødtes og udformede billeder og lignelser af de højere åndelige sandheder i harmoni hermed. Og således nåede jordens mennesker frem til de anelsesevner, hvorved de kunne modtage de endnu gældende store humane verdensreligioner.