Verdensfredens skabelse
Artiklen: Verdensfredens skabelse
42. KAPITEL
Slutfacittet på Guds skabelse af verdensfreden – en menneskehed i "Guds billede efter hans lignelse"
Guddommens sande redskaber til at skabe freden er udelukkende de mennesker, der ikke på nogen som helst måde hverken vil eller kan udøve voldspolitik og de heraf følgende voldshandlinger. Her gælder det bogstaveligt, at den, der er ren, kun den kan kaste den første sten. Kun ved "ikke-voldspolitik" kan freden skabes. Og alene de mennesker, der kun kan anvende denne ikke-voldspolitik både hjemme og ude, både privat og offentligt, er virkelige af naturen eller Guddommen selv valgte medlemmer af fredsgruppen. Fredsgruppens mennesker kendes ikke på, om de er medlemmer af en fredsbevægelse, fredsforening eller anden form for fredspropaganda, og heller ikke på, om de er medlemmer af en eller anden religiøs sekt, men derimod kun på deres urokkelige næstekærlighed og den heraf følgende urokkelige ikke-voldspolitik i alle livets forhold. Sådanne mennesker er af naturen fredens sande bærere. De hører alle sammen til den del af menneskeheden, der udgør fredsgruppen, hvad enten de er medlemmer af en fredsbevægelse eller ikke. Fredsgruppens mennesker findes spredt over hele jorden. Selv om de ikke kender hinanden, udgør de dog hver især, alt efter deres næstekærligheds kapacitet, tilsammen den levende kraft, den Guds ånd, der sejrrigt skal føre menneskeheden ud af atomalderens helvedesmanifestationer og frem til det bebudede verdensriges lysende guddommelighed. Og jorden vil fortsætte sin bane i verdensrummet med en menneskehed, der lyser og funkler i Guds billede efter hans lignelse.