Hvad er det oplivende moment i dette mørkets og dødens rige? – Hvad animerer væsenerne til at udløse denne dødbringende kamp for det daglige liv i dette livets helvede? – Det er altså ikke alkærligheden eller den kærlighed til sin næste, som man skal elske, som man elsker sig selv. Som før nævnt eksisterer denne kærlighed ikke i dyreriget i renkultur. Ja, der er ikke engang selv det mindste gran af humanitet i samme rige. Hvad er da lyset i denne skyggernes verden? – Lyset i dette mørke, helvede eller ragnarok er ikke desto mindre den allesteds nærværende Guds ånd. Den kommer til udløsning i væsenernes parringsakt som et lysglimt i form af en kulminerende behags- eller vellystfølelse i de herfor egnede organer, nemlig kønsorganerne hos de to parter: han- og hunkønsvæsenet, der udløser akten. Guds ånds tilstedeværelse i væsenerne i form af det nævnte lysglimt i parringsakten har vi i vort hovedværk Livets Bog udtrykt som "den højeste ild". Nævnte lysglimt udgør den absolut allerhøjeste behags- eller vellystfølelse, der eksisterer i dyreriget. Intet under, at den er blevet det tilsvarende største begærobjekt for væsenerne i en verden af krig og fjendskab, og hvor mord og drab er en livsbetingelse og alkærligheden en umulighed. Tænk, hvor guddommeligt det er, at væsenerne i denne sorteste sorte lidelsernes verden her i en kunstig sjælelig kontakt med et andet væsen, realistisk i kød og blod kan opleve et glimt af Guds ånd eller det evige lys som livets allerhøjeste og altoverstrålende behags- eller vellystfornemmelse. Det er denne allerhøjeste behags- og livsstimulerende fornemmelse, der, om end ubevidst for de to parter selv, er oplevelsen af det evige lys eller Guds ånds tilstedeværelse i deres egen organisme, i deres eget kød og blod her i mørkets og dødens verden. –
      Det er begæret efter dette lys, denne kulminerende behags- eller vellystfornemmelse i parringsakten, der bærer hele dyreriget. Det er drivkraften i al livslyst. Det er nydelsen af dette lys, der befordrer det levende væsen igennem selve livets mørkeste mørke eller helvede. Det er denne Guds ånds tilstedeværelse i parringsakten, der befordrer væsenernes forplantning og gør genfødslen eller reinkarnationen mulig og dermed væsenets passage fra liv til liv i en ny og forbedret organisme for hvert liv og dermed en stadig udvikling og forbedring i manifestation og oplevelse af livet. Det er denne Guds ånds tilstedeværelse i væsenets eget kød og blod, der fører væsenet frem til overvindelsen af mørkets kulmination. Denne overvindel se af mørkets kulmination åbner porten til himmeriges rige for det således færdige "menneske i Guds billede efter hans lignelse", den evige gudesøn.