To slags kærlighed
36. KAPITEL
Væsenet bliver dobbeltpolet og får menneskelig begavelse
Som vi har set, er jordmenneskene ikke færdigudviklede mennesker. Der er endnu overordentlig meget, der viser, at de stadig har dyriske tendenser i deres væremåde. Hvad er det da, der viser, at de er mennesker? – Det er den fabelagtige begavelse, hvormed de hæver sig over dyrenes psyke. Den er så fremragende i forhold til dyrenes begavelse, at den næsten får menneskene til at se ud som guder i forhold til dyrene. Hvad er det for en organisk struktur, der således hæver mennesket op over dyret? – Vil vi se svaret på dette spørgsmål, må vi gå tilbage til væsenernes polstruktur. Vi ved allerede, hvorledes Gud befordrede dyrets tilblivelse ved "Evas skabelse". Denne skabelse var udtryk for, at væsenerne blev forvandlede til enpolet tilstand, hvorved de blev inddelt i "hankønsvæsener" og "hunkønsvæsener". Med denne omskabelse og inddeling blev væsenerne prædestineret til at blive til "dyr". Man kan også sige, at de blev organisk formet til at gennemgå det mørke, der er en absolut betingelse for, at væsenet senere kan blive indviet i livets højeste lys, blive til "mennesket i Guds billede efter hans lignelse".
      Når det dyriske væsen har gennemgået så megen fysisk udvikling, at det har fået en menneskelignende organisme, der kan begynde at blive redskab for menneskelig begavelse, sker der det, at den ved "Evas skabelse" stagnerede pol i væsenet bliver frigivet. Denne pol er organet for hele den menneskelige bevidsthedsudvikling i dyret. Da de jordiske mennesker i sin tid som langt fremskredne menneskelignende abevæsener oplevede den modsatte pols frigørelse, blev de med denne pol beriget med en evnestruktur, ved hvilken de skulle udvikle sig til "mennesker". Og herefter blev disse til begyndende dobbeltpolede forvandlede væsener hurtigt de andre dyr overlegne. Det var navnlig følelse og intelligens, der begyndte at tage til i udvikling hos disse væsener. Denne udvikling berørte foreløbig kun væsenets daglige selvopholdelsesdrift, der stadig befordres ved krig, ved angreb og forsvar. Derfor var krig, mord og drab stadig en livsbetingelse for disse begyndende "mennesker". Moralen kunne her kun være det kulminerende egoistiske princip: "Enhver er sig selv nærmest". Der var kun den forskel mellem dette begyndende menneske og dyret, at mens dyret kun havde sin kødelige organisme og de heri indbyggede organiske forsvars- og angrebsvåben, havde menneskene fået en evne til i en tiltagende grad at bygge kunstige forsvars- og angrebsvåben op, der i dag er millioner af gange større i drabs-, kulturudslettelses- og livsødelæggelseskapacitet end dyrenes. Og det er stadig denne krigeriske og morderiske side ved menneskenes mentalitet og væremåde, der er den herskende. De betragter stadig de bedste mordvåben eller drabs- og ødelæggelsesmidler og dermed den største drabs- og ødelæggelseskunnen som det bedste middel imod krig og dermed som vej til freden og lykken. Vi ser her, at menneskene stadig ikke blot har bevaret deres dyriske bevidsthed i renkultur, men de har også som nævnt kunnet mangfoldiggøre deres drabskapacitet ved hjælp af deres menneskelige begavelse og den dyriske eller enpolede parringskærlighed som førende livsfundament.