Vi forstår let her, at det ikke er alkærligheden, der er fundamentet i udviklingen af denne fabelagtige morderiske kapacitet. Denne drabskapacitet viser os, at den moderne verdenskultur hovedsageligt er baseret på "at dræbe for at leve". Der er blot den forskel, at mens dette princip for dyrets vedkommende er en livsbetingelse, er det absolut ikke en livsbetingelse for mennesket. Men det har menneskene ikke opdaget endnu. Evnen til at opdage dette kræver lang udvikling. Menneskene tror derfor, at magtoverlegenhed i angreb og forsvar er det eneste sikre livsfundament. Derfor dræber og forfølger menneskene de væsener, der tror, de er deres fjender. Men karmaloven betinger, at det, man gør imod sin næste, bliver ens kommende skæbne. Og når menneskene ligger i krig, mand og mand imellem såvel som nationer, stater og folk imellem, er det på grund af den store overtro, at de med krig kan bekæmpe krig eller beskytte sig imod krig eller anden truende mørk situation. De forstår ikke, at det onde, de kæmper imod, er den ondskab, de har påført deres næste eller medvæsener i tidligere liv eller tidsepoker. De forstår således ikke, at de ved at føre krig, hvad enten det er forsvar eller angreb, danner en ny mørk skæbne for dem selv i kommende liv. Dette er den dræbende uvidenhed og overtro, som den på så mange måder langt fremskredne moderne videnskab ikke giver nogen forklaring på. Derfor må menneskene blive ved med at vade i denne dødbringende og krigsbefordrende march på stedet, så længe nævnte uvidenhed camouflerer den virkelige og absolutte sandhed som naivitet og overtro i videnskabens, regeringernes eller magthavernes bevidsthed.