Ved siden af parringskærligheden udvikler der sig således en ny slags kærlighed i menneskene, som ikke har noget med ægteskabskærligheden at gøre. Og vi bliver her i disse to slags kærlighed vidne til to verdensepoker, hvoraf den ene er døende, og den anden er under fødsel. Hver af disse to epoker har sin egen livslov. Den døende epokes livslov er parringskærlighedens lov. Det er den lov, der fordrer, at en mand skal forlade sin fader og moder og være ét kød med sin hustru, og at hustruen skal betragte manden som sin herre og være ét kød med ham. Hvis de elsker andre væsener højere end ægtefællen og har parringsakt med disse, bedriver de hor. Her er ingen alkærlighed. Her eksisterer kun parrings- eller ægteskabskærligheden, hvis objekt kun er ægtemagen og afkommet. Alt andet er denne parringskærlighed uvedkommende, ja ligefrem fjendtlig. Den ny epokes livslov er netop lige akkurat det modsatte, nemlig dette, at man skal elske Gud over alle ting og af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Alene denne livslov viser, at vi her står over for en ny livsepoke af en helt anden struktur. Mens den døende epoke er baseret på enpolethed og det heraf følgende parrings- eller ægteskabsprincip og det ligeledes af enpoletheden affødte talent eller egnethed til at leve i nydelsen af kundskabens træ i "syndefaldet" eller fejltagelsernes verden for derved at komme til kundskab om, hvad der virkelig er godt, og hvad der virkelig er ondt, er den ny verdensepoke baseret på alkærligheden. Men foreløbig er denne alkærlighedens epoke, der er baseret på dobbeltpoletheden, så spæd eller lidet fremtrædende, at den for den store part af jordens mennesker er ganske upåagtet, idet nævnte part af menneskene endnu ikke er bevidst i dobbeltpoletheden, men i stor udstrækning endnu kun er bevidst i enpoletheden og lever i dens parringsakt og ægteskab. Men det forandrer ikke, at den ny verdensepokes begyndende virkninger allerede er mere eller mindre synlige hos mange mennesker over hele verden. Disse væsener er mere eller mindre degenereret ægteskabeligt set. Mange af disse væsener føler sig endnu draget til ægteskab, men kan som regel ikke gennemføre et ægteskab med den samme ægtefælle ret længe. Det søger at blive skilt fra denne for atter at gifte sig med en ny ægtefælle for atter senere at blive skilt fra denne og således fortsættende. Men der er også væsener, i hvem ægteskabsdegenerationen er så langt fremme, at de ikke ønsker at gifte sig, men lever i kortere eller længere perioder i seksuelt samliv med partnere uden lovformelig vielse. Dernæst bliver vi vidne til væsener, i hvem enpoletheden helt er degenereret og dermed den enpolede parringsakt. Disse væsener føler sig frastødt af ægteskabet og dets enpolede parringsakt eller samleje. De lever derfor ugifte og har ikke seksuelt samkvem med væsener af det modsatte køn. Deres parringskærlighed er således helt degenereret. Denne degeneration hos disse væsener er de første virkninger af den ny verdensepokes indpas i deres psyke og væremåde. Ligesom den højeste ild igennem parringskærligheden blev det højeste, mest stimulerende og førende livsfundament i dyreriget og dermed for de ufærdige mennesker, således vil den højeste ild i form af næstekærlighedens kulminationsakt blive det højeste livsfundament i det færdige menneskerige. Og det er således dette begyndende alkærlighedens rige, der efterhånden får indpas i jordens menneskehed. Det jordiske menneske er således på vandring ud af dyreriget og på vej ind i det fuldkomne menneskerige, der er det samme som "himmeriges rige".