To slags kærlighed
49. KAPITEL
Ægteskabsmoralen
Det er rigtigt, at det er meget svært for menneskene, i hvem den ny følelse eller alkærligheden er så langt fremme, at den kan skabe sympati eller venskaber mellem ægtefæller og væsener af modsat køn uden for ægteskabet. Disse venskaber mellem gifte mennesker og mennesker uden for ægteskabet behøver absolut ikke at være umoralske. De kan endog i visse tilfælde være overordentligt stimulerende og opmuntrende for vedkommende parter. Men det er naturligvis en urokkelig betingelse, at parterne uden for ægteskabet absolut ikke føler sig seksuelt draget til ægtefællerne og ligeledes, at ægtefællerne heller ikke føler sig seksuelt draget til væsenerne eller vennerne uden for ægteskabet. Hvis et væsen uden for ægteskabet er så langt fremme i alkærlighed, at det føler det som højst umoralsk at gøre seksuel tilnærmelse til en ægtefælle af modsat køn, og ægtefællen af modsat køn heller ikke har nogen seksuel dragning til vennen af modsat køn uden for ægteskabet, kan venskabet mellem en ægtefælle eller et gift væsen, og et ugift væsen af modsat køn være endog meget lykkeligt for alle parter. Moralen er således urokkeligt den, at mennesker, der har indgået ægteskab, naturligvis må holde deres forpligtelse over for deres ægtefælle og eventuelle børn i ægteskabet. Kan de ikke holde denne deres forpligtigelse og være tro i ægteskabet, egner de sig ikke mere til ægteskab. Det vil være mere til ulykke end til lykke for dem at gifte sig. Det kan ikke være kærligt at indlade sig i et ægteskab, hvis man ikke mere har talent for at kunne overholde ægteskabsloven og gøre samlivet lykkeligt for den anden part i ægteskabet og de eventuelle børn. Skilsmisse eller et ægteskabs opløsning bør kun finde sted i en situation, hvor væsenerne er så psykisk forskellige, at de ikke kan bringes til at leve i harmoni med hinanden og derfor dagligt lever i ufred. Da er det bedre, at parterne skilles som venner end at leve videre sammen som fjender.