To slags kærlighed
53. KAPITEL
Guds ånds strålevæld i det færdige "menneske i Guds billede efter hans lignelse"
Når alkærligheden skal afløse parrings- eller ægteskabskærligheden og dermed parringsakten, som jo er den allerhøjeste stimulans i dyreriget og i de ufærdige menneskers liv, og disse væsener ikke mere fremtræder i form af hankøn og hunkøn, hvordan vil Guds ånd i form af "den højeste ild" da komme til udløsning i disse væsener? Kan alkærligheden i sig selv være stimulans eller livslystbefordrende nok, uden at væsenerne igennem den kan opleve en alkærlig hedens kulminationsakt med et andet væsen, ligesom væsenerne igennem ægteskabskærligheden kunne opleve dennes kulminationsakt i form af parringsakten? Naturligvis vil Guds ånds tilstedeværelse i form af "den højeste ild" ikke forekomme i mindre grad her i det færdige menneske end den, hvori den forekommer hos dyret og det ufærdige menneske, tværtimod. Mens "den højeste ild" i dyreriget kun kunne udløses i en lynglimts eller øjebliksoplevelse baseret på en kunstig sympati, er den her i det rigtige menneskerige baseret på selve den absolutte og virkelige alkærlighed, der jo er dens hovedfundament. Den befordres af væsenets dobbeltpolethed, der bevirker, at væsenernes sympati hverken er forelskelse eller besættelse, men er alkærligheden i absolut renkultur. Den er ikke som parringskærligheden, der er baseret på genelskelse eller på at eje eller have eneret på objektet for dens udfoldelse. Væsenerne er ikke bundet til noget modsat køn, da et sådant ikke eksisterer her. Her er væsenerne hverken hankøn eller hunkøn. De er totalt suveræne og frie væsener. De har ikke mere noget som helst dyrisk i sig. De er udelukkende mennesker i renkultur. Her er ingen egoisme, skinsyge, jalousi, misundelse eller intolerance. I den totalt dobbeltpolede bevidsthedsstruktur og væremåde kan tankeklimaer af denne art umuligt forekomme. Væsenerne her er jo færdige "mennesker i Guds billede efter hans lignelse". Derfor er der her mulighed for, at Guds ånd i form af "den højeste ild" af disse væsener kan opleves som en permanent salighed, befordret og vedligeholdt af disse ophøjede væseners udløsning af deres alkærligheds kulminationskontakter med hverandre. Disse væsener rummer kun alkærlighed for hvem som helst, de møder, hvilket vil sige: "færdige mennesker". Her forekommer jo ikke andre menneskevæsener. De kan derfor i denne fuldkomne verden kun møde færdige mennesker ligesom dem selv. De er altså fuldkomne, dobbeltpolede væsener. Der findes derfor her ikke nogen som helst form for ægteskabskærlighed eller dyrisk parringsakt. Den enpolede højeste ilds organtilstand er for længst degenereret, og dens parringsorganer er her kun rudimenter. Vi er her hævet over enpoletheden og dermed over dyrets verden. Vi er i lysets verden blandt lysets væsener. Vi møder her kun det fuldkomne menneskeriges, visdomsrigets og intuitionsrigets allerhøjeste tankearter, forgyldte i alkærlighedens altomfavnende evige lys. Men dette lys ville hurtigt blive kedeligt, hvis ikke Guds hellige ånd i form af en tilpasset højeste ild i disse væsener gjorde det muligt for dem at opleve en kærlighedskulminationsakt med et hvilket som helst andet af disse deres medvæsener i lyset. Denne alkærlighedens kulminationsakt kommer til manifestation gennem to færdige menneskers gensidige kærtegnsudløsning. Her vil et kys, en omfavnelse, et varmt håndtryk eller en anden mild og gensidig berøring af hinandens organisme eller legeme være i stand til at frembringe den guddommelige lysoplevelse af "den højeste ild" eller lyset fra Guds evige ånds strålevæld, som tidligere i en meget begrænset form kom til udløsning i de enpolede væseners parringsakt. Denne oplevelse af alkærlighedens højeste lys udgør for de to parter den absolut største og mest gennemtrængende behags- eller salighedsfornemmelse, der overhovedet eksisterer. Igennem udviklingen af den totale og fuldkomne alkærlighed og dobbeltpolethed er de færdige menneskers organismer blevet så forfinede i føle- eller fornemmelsesevne, at de pågældende mennesker kan opleve "den højeste ild" i renkultur igennem hele organismen under kærlighedskulminationsakten. Og for de færdige mennesker, der ikke mere inkarnerer i fysisk materie, foregår den nævnte ophøjede kærlighedskontakt mellem de to parter ved en gensidig overskygning af hinandens aura, hvorved Guds ånds evige lys da kommer til gennemstråling af parterne som livets allerhøjeste salighed. Og med denne livets allerhøjeste ild eller Guds hellige ånd i psyke og væremåde er Guds plan med det levende væsen fuldbragt. "Mennesket i Guds billede efter hans lignelse" lyser og funkler, ét med Gud på tidens og rummets evige himmel.