Hvad er sandhed
12. KAPITEL
Den materielle eller gudløse videnskabs tilblivelse
Da væsenet har mistet sit instinkt eller sin trosevne og ikke kan tilegne sig »kosmisk viden« ved hjælp af intelligens alene, bliver dets bevidsthedsfelt eller mentale vingefang her mindre end naturmenneskets eller det enfoldige væsens. Men til gengæld bliver så det lille felt eller område, nævnte væsens bevidsthed behersker, kolossalt detaljeret med virkelig viden, mens det religiøse væsens her kun fremtræder som »uanalyseret anelse« og således kun er tågedetaljer, hvis faste former ikke er kendsgerninger, men allerhøjest kun kan opnå at være trosformer. Da førstnævnte væsen ikke mere kan tro, men kun kan tilfredsstille sin mentale hunger med viden, og da dets evne til at tilegne sig virkelig viden kun er i sin første spæde begyndelse, kan væsenet kun tilegne sig viden på de mest elementære felter i livet, hvilket altså vil sige: de felter, hvor det med sine fysiske sanser direkte kan se, høre, lugte, smage, føle eller fornemme. Og da alt, hvad det således direkte kan sanse, kun kan udgøre materielle facitter, vil væsenets tanker og sjæleliv kun kunne udgøre erkendelser af sådanne facitter. Det er sådanne facitter, der efterhånden skaber den materielle videnskab og gør deres ophav til videnskabelige autoriteter. For sådanne materialistiske autoriteter udgør verdensaltet såvel som det levende væsen kun de fysiske kombinationer af materie, der for nævnte autoriteters vågne dagsbevidsthed kan udgøre håndgribelige kendsgerninger. Alt, hvad der ligger derudover, vil de samme autoriteter i værste tilfælde benægte såsom: Guddommen eller et levende Forsyn, det udødelige jeg i det levende væsen, ligeledes gengældelsesloven eller karma for slet ikke at tale om erkendelsen af reinkarnationen, der af dem nærmest kun kan opfattes som udslag af abnormitet eller sindssyge. Alt, hvad der ikke kan dokumenteres i mål og vægt eller kontrolleres i volumen eller konsistens som talfacitter, er for dem noget absolut uvirkeligt, som de benægter og bekæmper. Og vi bliver vidne til, at deres religiøse instinkt, hvilket altså vil sige: trosevne, her fuldstændigt beherskes af deres begyndende intelligensevne. Med denne begyndende spæde intelligensevne kan de nemlig umuligt bevise eller gøre deres irreligiøse påstand til kendsgerninger, selvom de ganske vist ved hjælp af den kan veje kloder, kontrollere atomer og måle lysets hastighed m.m. De nævnte væsener bliver således stadig inden for det religiøse felt kun troende væsener, selvom denne tros objekt ganske vist nu er benægtelsen af Guddommen og de øvrige højeste evige faktorer og facitter. Med denne tro er væsenet blevet en modstander, en fjende af disse højeste religiøse foreteelser. Og væsenet er her så langt borte fra Gud, som et væsen overhovedet kan komme. Gudesønnen er borte fra sin Fader. »Den fortabte søn æder sammen med svinene«, hvilket i virkeligheden vil sige: kulminerer i det dyriske princip, den dyriske levemåde eller »det dræbende princip«. Det højeste guddommelige princip, de højeste religiøse facitter er mentale »perler«, et sådant væsen, mentalt set, tygger i stykker, ligesom »svinene« eller dyrene ville tygge fysiske perler i stykker, hvis sådanne blev kastet på deres vej, ganske uafhængigt af, hvor ædle eller ægte disse perler så end måtte være. Men også her må vi tilgive de materialistiske eller ikke-troende væsener. Ifølge sin organiske struktur kan et sådant væsen umuligt på dette sit stadium være anderledes. Dets intelligensevne er nu blevet den altbeherskende faktor i dets mentalitet og bag dets viljeføring. Samtidig med, at dets religiøse instinkt degenererede, degenererede også dets religiøse hunger. Denne degeneration blev jo befordret af hungeren efter materiel viden, altså denne sult, der kun kan tilfredsstilles med nydelsen af frugterne fra »kundskabens træ«.