Men hvem er nu de fortabte? – Ydes der nogen garanti for, at de ikke udgør pårørende til de frelste? – Kan en frelst hustru blive hundrede procent lykkelig ved pludselig at skulle indgå til så megen herlighed, når hendes mand samtidig hører til de fortabte, der skal gå bort til »evig fortabelse i gråd og tænders gnidsel«? – Vil det være bedre, hvis det er omvendt, således at det er hustruen, der er fortabt, og manden der hører til de favoriserede? – Kan en mor blive strålende lykkelig ved denne salighed, hvis hendes søn eller datter hører til dem, der skal udstødes i det evige helvede? – Kan denne søn eller datter føle sig evigt salig ved tanken om, at deres mor skal brænde i den »evige ild«? – Jeg kan kun indse, at alle væsener, der kan være hundrede procent lykkelige ved denne favorisering, er mennesker, der kulminerer i egoisme, er væsener, der er totalt ligeglade med deres kæres skæbne, når blot de selv kommer frem i lyset til ære og værdighed, bliver beundret og lovprist. Er det ikke en skare tem melig ufærdige væsener, der således kommer til at befinde sig på »den højre« side af den store dommer? – Hvordan kan et himmeriges rige, befolket med sådanne væsener, være et kærlighedens domæne? – Vil en zone, befolket med væsener, der fuldstændigt giver afkald på dette rige og denne favorisering for at blive hos dem på den anden side for at hjælpe, opmuntre og trøste dem i deres store ulykke eller evige fortabelse, ikke være mere attråværdig? – Er det ikke her, vi har de væsener, der elsker deres næste som sig selv? – Siger den høje dommer ikke selv: »Ingen har større kærlighed end den, der sætter sit liv til for sine venner«? – Bliver det ikke her indlysende, at »Kristi genkomst i skyerne med megen kraft og herlighed« ikke skal forstås eller opfattes i sin rent materielle bogstavform, men at denne bogstavform derimod skal udtrykke »Kristi genkomst« som en åndelig eller mental foreteelse? – Og ser vi ikke her, at de væsener, der kun kan acceptere »Kristi genkomst« som en materiel opfyldelse af dens overleverede bogstavform, netop er højst ufærdige væsener, for hvem denne genkomst i virkeligheden endnu slet ikke er aktuel eller påkrævet? – Det vil altså igen betyde, at bebudelsen af denne »Kristi genkomst« slet ikke er til disse mennesker, men er beregnet til en hel anden kategori af væsener, væsener med en ganske anden mental indstilling og opfattelsesevne, væsener, der har evne til at kunne se, hvad der ligger gemt i den ydre fysiske bogstavform. De væsener, der nu føler sig frelste, hellige og salige har jo opnået den allerhøjeste lykke, der kan opnås på deres nuværende eller foreløbige trin. Det, der skal tale til disse væsener, er helt andre foreteelser i livet, foreteelser, der kan føre dem videre til netop de højere udviklingstrin, hvor deres indstilling til livet fordrer en større og dybere fortolkning af den religiøse terminologi end den, dens rent materielle bogstavform udtrykker. Nået frem til disse udviklingstrin vil de være blandt de fremskredne, intellektuelle mennesker, der ikke mere kan tro på dogmer og derfor ikke mere kan hjælpes af en profet eller dogmeprædikant. De er da færdige med at tro på materielle facitter som det eneste saliggørende, hvorimod de i allerhøjeste grad er blevet søgende efter den virkelige sand hed bag det ydre livs tilsyneladende tilfældigheder, illusioner og kaos. De er altså blevet selvstændige i denne deres søgen. Sandheden og kun sandheden – ikke som dogmer og trosobjekter – men som kendsgerning og viden, er det altoverskyggende problem for væsener på dette stadium. »Den fortabte søn«, er her på vej ud af mørket. Og med denne indstilling af forstand, følelse og hele væsen vil han møde den guddommelige ånd, der evigt »svæver over vandene«.