Livets Bog, bind 1
Udvikling af sproget. Alle jordens folk skal engang tale det samme tungemål
191. Jordmenneskene kan altså ad fysisk vej mere eller mindre forplante deres viden fra væsen til væsen eller gøre sig indbyrdes bevidst i hverandres tanker eller bevidsthedsliv. Når denne korrespondance kan finde sted, skyldes det således væsenernes evne til at give deres tankebilleder "kendetegn" i fysisk materie. Denne evne er af urgammel dato og findes allerede hos de mere fremskredne dyr. Disse kan nemlig udtrykke deres behags- eller ubehagsfornemmelser eller anelser for hverandre gennem lydmanifestationer. De kan således manifestere "klagelyde" og "angstskrig" og derigennem udtrykke deres ubehagsfornemmelse, ligesom de også gennem lydfrembringelser kan manifestere deres glæde eller behagsfornemmelser. En hund har f.eks. en ikke ringe evne til at udtrykke sin glæde gennem fysiske tegn og lyde, når den genser sin herre eller andre væsener, den er kommet til at holde af. Og hvilket skår ville det ikke være i forårets og sommerens charme, hvis den fra tusinder af små struber frembrusende lovprisning, vi kalder "fuglesang", pludselig forstummede. Væsenerne i dyreriget får således efterhånden evne til at udtrykke deres behags- eller ubehagsfornemmelser i fysiske foreteelser eller tegn. Disse bliver så igen efterhånden kendt af medvæsenerne, hvorved en indbyrdes gensidig forståelse og korrespondance mellem samtlige væsener begynder at kunne komme til udløsning. Og vi er her stillet overfor den realitets første spæde begyndelse, der senere hos jordmennesket i kraft af dets intelligenslegemsfoster har udviklet sig til det, vi kalder "sproget". Når jordmennesket taler, vil det jo kun sige, at det udstøder en hel del forskellige lyde, der efterhånden er blevet anerkendt som fælles kendetegn for tankebilleder, der ved disse tegn bliver overført til viden eller forståelse hos tilhørerne. Da jordmenneskene har levet i forskellige sammenslutninger eller selvstændige grupper rundt om på forskellige dele af kloden, og de enkelte grupper ikke har været underkastet nøjagtig samme livsforhold og oplevelser, hvorved deres tankebilleder heller ikke er blevet ens, har der i hver enkelt gruppe udviklet sig et for samme gruppe særlig tilpasset "kendetegnssystem". Dette vil altså igen sige, at hver gruppe, der i dette tilfælde er det samme som ethvert "folkeslag", har sit særlige sprog, som er mere eller mindre afvigende fra de øvrige folkeslags sprog. Men efterhånden som den moderne udvikling gør samkvemmet mellem folkeslagene lettere og gør dem mere og mere teknisk og økonomisk afhængige af og indfiltrede i hverandre, nedbrydes i tilsvarende grad kontrasterne i deres forskellige sprog, og disse bliver til et fælles kendetegnssystem for hele verden. Alle jordens folk vil således engang komme til at tale det samme sprog, det samme tungemål.