Livets Bog, bind 1
Individets mørke- eller lidelseserindringer bliver kopieret i kærlighedsmaterie og opleves som "salighed". Hvorfor "tiden læger alle sår". "Salighedsriget"
211. Da jordmennesket hører dyreriget til, og dets tilværelser og livsbetingelse, dets natur og karakter har været befordringen af "det dræbende princip", vil dets erindringsmateriale i tilsvarende grad hovedsageligt være mord-, drabs-, kamp- og lidelseserindringer. Men efterhånden som disse erindringer har udløst deres mission ved individets karakterudvikling, gennemgår de en åndsproces, efter hvilken de fremtræder som kopier af deres oprindelige tilstand, men med den forskel, at medens de i den nævnte tilstand fremtrådte som lidelses- eller tyngdeerindringer, fremtræder de efter forandringen som fuldstændige kopier af disse, men opbygget i kærlighedsmaterie. Dette vil igen i en fysisk lignelse sige, at de nævnte erindringer fra at fremtræde som "jernbilleder" bliver omskabt til at fremtræde i ædlere metaller f.eks. "guld". Alle erindringer, selv om de er nok så mørke og uhyggelige, vil således, efterhånden som de har udfyldt deres mission i individets bevidsthed, efterlade sig kopier i kærlighedsmaterie, der jo udgør den åndelige verdens ædleste "metal" eller "guld". Alle mørke erindringer vil derfor altid, efterhånden som tiden går, komme til at stråle i et stedse tiltagende forherliget skær. Og det er udviklingen af dette forherligede skær om erindringerne, der ligger til grund for dette, at "tiden læger alle sår", ligesom det samme skær naturligvis i stor udstrækning også er befordrende for enhver form for forsoning eller tilgivelse af uret. Da individets erindringsmateriale fra fortidige tilværelser forlængst er blevet omdannet til guldformationer, og dets indre verden hovedsageligt består af nævnte erindringsmateriale, vil samme verden for individet således være identisk med hele dets eget evige livspanorama med alle dets fortidige handlinger og oplevelser kopieret eller fremtrædende i uforgængelig kærlighedsmaterie eller den åndelige verdens guldmateriale. Da alle erindringer af oplevelser i denne indre verden således kommer til at fremtræde i guddommelig glans, og denne glans igen fornemmes eller opleves af individet som "salighed", har individernes indre verdener tilsammen her i Livets Bog fået navnet "salighedsriget", og udgør et tilværelsesplan, der har sin udfoldelseszone umiddelbart efter "den guddommelige verden" i udviklingsspiralen.