Livets Bog, bind 1
Intuitionsfunktionen hos jordmennesket forekommende automatisk under dets kærlighedsindstilling. Jordmennesket oplever endnu ikke intuitionen som bevidst syn, men kun som brudstykker af en højere viden
215. Da jordmennesket på grund af sit hukommelseslegemes primitive standard endnu ikke fornemmer eller har følelse i sine guldkopier, må det jo nødvendigvis blive følelsesløs i sin intuitionsfunktion på samme måde som det er følelsesløs i sin egen negle- eller hårklipning. Intuitionsprocessen opleves således i form af "syn", ikke i form af "følelse". Men da jordmenneskets intuitionslegeme endnu kun er udgørende en ganske lille svag fosterkerne og er inkarneret i det lidt mere fremskredne intelligenslegemsfoster på samme måde, som dette igen er inkarneret i det endnu mere fremtrædende følelseslegemsfoster, der i væsenets fysiske liv er inkarneret i tyngdelegemet eller dets fysiske legeme, der forlængst er blevet jordmenneskets fundamentale bærelegeme for bevidstheden, hvilket vil sige, at det i dette har sin fundamentale dagsbevidsthed, bliver intuitionssynet af en tilsvarende spæd natur og som før nævnt udenfor samme væsens viljekontrol og forekommer på en måde automatisk, når dets intelligens- og følelsesfunktion udløses i ren kærlighedsenergi. Intuitionslegemskernen kommer da i funktion, og det pågældende individ "ser" ind i "verdensaltets historie". Dette er begyndelsen til den livsform, der i sin kulmination bærer det tilværelsesplan, vi her i Livets Bog udtrykker som "den guddommelige verden". Men da nævnte syn hos jordmennesket kun bæres af en fosterkerne, er samme syn jo nødsaget til at være tilsvarende primitivt og endnu i ubevidst form for nævnte væsen, hvilket vil sige, at det endnu slet ikke oplever det som "syn", men kun som nogle pludseligt i dets tankeverden opdukkende brudstykker af en højere viden eller bevidsthedsform. Disse brudstykker kan naturligvis være mere eller mindre dybtgående, alt eftersom det pågældende individ er udrenset for lavere bevidsthedstendenser.