Livets Bog, bind 1
"Intuitionsenergien". "Kosmisk bevidsthed". "Guddommens eget synspunkt". "Den guddommelige verden"
259. Det femte trin symboliserer den grundenergi i tilværelsen, der ligger til grund for alt, hvad der kommer ind under begrebet "intuition", og den har derfor her fået navnet "intuitionsenergien". Da nævnte energi gennemtrænger alle de forudgående energier, og da alt, hvad der forekommer i tilværelsen, netop er sammensat af disse energier, vil intuitionsenergien således ikke møde nogen hindring for sin gennemtrængningsevne. Den er altså i sin kosmiske natur at ligne ved en art stråler, der går lige lukt gennem alle ting uden undtagelse. Når individet når frem til at få udviklet sanseorganer, gennem hvilke det kan sanse ved hjælp af nævnte stråler eller energi, skuer det ganske uhindret gennem alle mysterier. Foruden Guddommen, de evige realiteter og verdenslovene, der hurtigt bliver til realistiske selvoplevelser for det, skuer det endvidere efterhånden fremmede verdenszoner, klodesystemer og tilværelsesformer som fundamentale detaljer i dets daglige oplevelse af livet, samtidigt med at det, på grundlag af denne sin højeste viden, nu også kommer til at fremtræde som udgørende en fundamental faktor i skabelsen af idéerne til ny verdenskulturer, udviklingsbaner og skabelsesmetoder. En sådan sansebegavelse fremtræder her i Livets Bog under begrebet "kosmisk bevidsthed". Med en sådan bevidsthed skuer det levende væsen tilværelsen i dens højeste fremtræden, og dets erkendelse bliver guddommelig, idet den kun kan udtrykkes gennem begrebet "alt er såre godt". Men at se tilværelsen således, er det samme som at se den fra "Guddommens eget synspunkt". At opleve tilværelsen med kosmisk bevidsthed vil altså være det samme som at leve direkte sammen med Guddommen. Og da dette således udgør den fundamentale bevidsthedsfaktor i den zone, hvor intuitionsenergien kulminerer, vil nævnte zone eller rige være at udtrykke som "den guddommelige verden".