Livets Bog, bind 1
Alt er udtryk for liv. Det viser sig nødvendigt for sandhedssøgeren at få et overblik over sit eget og medvæsenernes forhold til og plads i udviklingen eller væsenernes evige vandring mod lyset
272. Som vi her har begyndt at se, er vor egen livsform omgivet af de mærkværdigste andre former for liv og tilværelse, væsener i hvis legemskultur vi selv udgør organer, og væsener, der igen udgør vore organer, og hvorigennem vi netop kommer til at se, at tilværelsen i sine højeste analyser udgør organer indeni organer eller væsener indeni væsener, og at kun livet eksisterer.
      Da alle eksisterende livsformer i verdensaltet således eksisterer på samme stige som det jordiske menneske, og da væsenerne alle uden undtagelse er den samme førnævnte evige forvandlings- eller udviklingsproces underkastet, og yderligere i forhold til den plads, de hver især indtager på udviklingsstigen, og som i de senere analyser forklaret udgør store uundværlige faktorer i hverandres daglige oplevelse af livet, vil det være nødvendigt for det mod højere tilværelsesformer søgende væsen at få et overblik over sit eget og sine medvæseners forhold til og plads i denne evige opadstigende bevægelse, og vi vil derfor i de efterfølgende symboler få et overblik over de realiteter, der bærer denne væsenernes, i form af udvikling evige vandring mod lyset.