Livets Bog, bind 1
Forandringen i jordens kosmiske stråleglans. – Verdens forenede stater. – "Én hjord, én hyrde"
48. Da jordkloden, som vi senere i Livets Bog vil blive bekendt med, udgør "et levende væsen", har den også sin kosmiske stråleglans. Og det er denne, jeg har søgt at give materielt udtryk eller gøre tilgængeligt for det fysiske syn på nærværende symbols hovedfigur. Vi ser derfor på denne jordkloden omgivet af et lysende korsformet strålelegeme, udfra hvilket en mørkfarvet stråleglorie kommer til syne. Det lysende legeme er udtryk for jordklodens repræsentation af skabeprincippets lyse udstråling, medens det mørke legeme er udtryk for den jordiske udfoldelse af det samme princips mørke udstråling. Det er således disse to udstrålingers samlede værdi og nuværende forhold til jordkloden, der her er givet udtryk. Det lysende legeme omkring jordkloden ligger til grund for det såkaldte "gode", og det mørke for det såkaldte "onde" i den jordiske tilværelse. Disse to legemer skifter efterhånden karakter, idet det lysende legeme, som vi allerede ved, er i tiltagende og det mørke i aftagende. For at få et lille indblik i denne forandringsproces vil det her være gavnligt at meddele, at det lysende legeme for ca. to tusinde år siden kun udgjorde en svag lysende rand udenom jordkloden, medens det fortættede mørke, der nu kun ligger umiddelbart udenfor den lyse korsglorie, dengang næsten fyldte hele den mørke stråleglorie. Denne forandringsproces vil fra og med vor tid i kraft af den tidligere nævnte ny åndelige verdensimpuls komme til at udvikle sig med en meget stærk tiltagende hastighed, således at det lysende strålelegeme om tre tusinde år forlængst har distanceret området af de fortættede dele i den mørke stråleglorie. Dette vil igen for jordmenneskene komme til at betyde det samme som, at det "gode" såsom princippet "at elske hverandre" eller opofrelse, uegennyttighed, tolerance, ærlighed osv. til den tid har neutraliseret det "onde" på jorden så meget, at alle de der nu fremherskende store ulemper og lidelser, såsom krig, mord, drab, sygdom, fattigdom, strejker, lockouter, arbejdsløshed osv. til ovennævnte tid har ophørt med at være til, ligesom alle giftige eller farlige dyr til samme tid heller ikke er mere. Jorden vil kun udgøre ét rige: "verdens forenede stater", – "én hjord, én hyrde". Det rigtige menneskerige (rige nr. 3), som endnu ikke er af denne verden eller kun findes her i fostertilstand, vil til ovennævnte tid blive en kendsgerning på jorden og være det absolut herskende i alle materielle såvel som åndelige foreteelser i samme verden.
Symbol af Martinus
Symbol nr. 1
Jordklodens kosmiske stråleglans