Livets Bog, bind 2
"Kosmisk kemi" er det samme som "skæbnevidenskab"
292. Men det er ikke livets mening med individet. Det har en langt større plan for med de levende væsener. Alle vokser ud af deres barnetilværelse, ligesåvel sjæleligt som fysisk. Denne vækst giver adgang til direkte berøring med livet, adgang til den virkelige erfaringsoplevelse, såvel på lidelsernes som på behagelighedernes område og skaber derved i individets mentalitet et tilsvarende kendskab til det behagelige og ubehagelige eller til, hvad der er absolut virkelighed i selve tilværelsen.
      At ovennævnte er rigtigt ses jo tydeligt i den daglige tilværelse. Ulykker og lemlæstelser, sorg og sygdom, krig og armod, kaos eller forvirring er så dominerende faktorer, at de i tilstrækkelig grad dokumenterer, at jordmennesket i stor udstrækning befinder sig på et stadium, hvor det ikke mere har nogen beskyttende foreteelser, bag hvilke det kan dække sig mod livets drastiske bitterhed, men er stillet i direkte berøring med skæbnens alle hånde genvordigheder.
      Da disse genvordigheder i virkeligheden er reaktioner mellem mentale såvel som fysiske energier, og disse reaktioners særlige ubehagelige natur skyldes individets forkerte omgang med disse energier, og denne forkerte omgang udelukkende har sin rod i jordmenneskenes uvidenhed, bliver det her synligt, hvor nødvendigt det vil være for de af samme væsener, som måtte være modne herfor, at blive oplyst om de fysisk usynlige materiers eller stoffers særlige egenskaber eller reaktionsevner, som de hver dag må arbejde med i form af hele deres sjæleliv, mentale udfoldelse og tænkemåde, og hvorpå hele deres skæbnedannelse er baseret. Denne oplysning om sjælelige eller kosmiske stoffers reaktionsevne eller "kosmisk kemi" er således intet mindre end "skæbnevidenskab". Og denne danner da også grundlaget for udviklingen af evnen til at forstå den her i "Livets Bog" senere forekommende udredning af selve skæbnedannelsen.