350. Den første grundenergi er, som tidligere nævnt, "instinktenergien". Som det fremgår af stykke 225 i "Livets Bog", er det den, der er den førende i "planteriget". Den er i nævnte bog udtrykt ved rød farve.
      For mennesker i almindelighed dækker ordet "instinkt" i virkeligheden kun over en bevidsthedsegenskab. Denne egenskab består i evnen til at "ane". Men evnen til at "ane" er jo en funktion, en funktion er igen det samme som en "bevægelse". Og "bevægelse" kan igen ikke eksistere uden at være identisk med åbenbaringen af energi. Den særlige energi, ved hvilken en instinktoplevelse befordres, udgør altså den første grundenergi i tilværelsen.
      Ved "første" skal her ikke forstås nævnte energis absolutte "begyndelse". En sådan findes ikke. Livets grundenergier og grundprincipper er evige realiteter. De har absolut ingen begyndelse eller afslutning. Når "instinktenergien" her nævnes som den "første", skal det kun udtrykke, at den udgør den første i det afsnit i "spiralen", hvor udvikling begynder. Den er den svageste af de nævnte grundenergier. Og der, hvor den er den førende, er det givet, at selve bevidsthedslivet må være det svageste i tilværelsen. Planteriget udgør derfor den mest elementære zone, der findes.
      Det er rigtigt, at mineralerne synes at udtrykke et endnu mere elementært liv, men dette liv kan ikke henregnes til fysisk liv, idet det, som vi senere skal se, er en underbevidsthedsfunktion i det sjette rige, der er af hundrede procent åndelig art, og derfor ikke udløser sig i nogen som helst dagsbevidsthed på det fysiske plan. Væsenerne her kan ikke som planten "ane". Planterigets væsener har således igennem instinktegenskaben en begyndende dagsbevidsthedsfunktion på det fysiske plan. Planten kan igennem sin anelsesevne i en elementær bevidsthedsmæssig form opleve fysiske foreteelser og dermed i en tilsvarende elementær form "tage stilling" til disse foreteelser. Den kan "ane" sollyset, den kan "ane" vandårer i jorden, den kan "ane" nattens kulde, ja, den kan i det hele taget "ane", hvad der er til gavn, og hvad der er til skade for den. Vi ser planter vokse imod lyset. Vi ser træer lade sine rødder vokse hen imod vandårer i jorden, hvis sådanne findes i nærheden, ligesom vi ser, hvorledes mangfoldige planter hen imod aften lukker deres små blomsterblade sammen til værn imod nattens kølighed. Disse funktioner eller denne "tagen stilling" til omgivelsernes indvirken er naturligvis ganske uden hjerneviden. Hjernefunktionen er her i sin mest elementære form. Som vi skal se på symbol nr. 9 er den fjerde grundenergi eller "intelligensenergien" hos plantevæsenerne ganske latent. Men det er jo netop derfor, dens fysiske oplevelser kun bliver i form af "anelse".
      Da den kun har elementær hjernefunktion, vil dens analyseringsevne jo være tilsvarende elementær. Den kan kun skelne i det grove mellem "behag" og "ubehag". Den kan ikke som mennesket gøre sig begribeligt, hvad slags "behag" eller "ubehag" den står overfor. Dens oplevelse er en detaljeløs følelsesreaktion, som den altså på en måde har evne til at åbne eller lukke sig for, alt eftersom den "aner" "behag" eller "ubehag" ved den.
      Ved hjælp af denne anelsesevne bryder jeget igennem til det fysiske plan. "Anelsen" er den fysiske dagsbevidstheds første svage morgendæmring.
      Da "anelse" er en funktion, må der være noget, der fungerer. Dette noget er først og fremmest jegets anelsesorgan. Men et organ bliver jo ikke til uden på grundlag af træning eller øvelse. Plantens anelsesevne er jo allerede en "vane" eller "automatfunktion". Hvorledes kan da planten foretage den træning eller øvelse, der efterhånden har udviklet nævnte organ hos den? - Ja, denne træning eller øvelse er såre simpel, ligesom den for det jordiske menneske udgør noget af det, det i størst udstrækning og lettest tilgængeligt kan blive eller er vidne til. Men næsten ingen lægger mærke hertil. De jordiske mennesker strømmer ud fra byerne eller kulturcentrerne i titusindvis på sommersøndage. De nyder synet af disse livsformers tusindfoldige variationer, deres farve, duft og tegning. De afbrækker det grønne løv på træerne om foråret, ligesåvel som de plukker blomsterne og tager disse deres erobringer med hjem, sætter dem i vand for at bringe deres atmosfære, deres liv og duft med ind i deres stuer. Uden at vide det har de således tendens til at supplere deres hjem og møblement med en skabelsesproduktion, der er frembragt af en anden verdens "håndværkere", end de fra deres egen sfære. De har kun øje for det skønne i de hjemførte erobringer fra naturen, hvormed de kan smykke et bord eller en vindueskarm og hæve disse af menneskene frembragte produkter op i et endnu skønnere eller mere flatterende lys. Foreløbig er det hovedsageligt kun en egoistisk eller selvisk proces fra jordmenneskets side, der har fundet sted. Det har kun brugt planteskabelserne som et supplement i sin egen skabelse af hygge og velvære for sig selv. Men det kan naturligvis også bruge planteskabelserne i uselviske øjemed. Dette sker i desto større grad, jo mere uselvisk væsenet er. Det bruger da her blomsterne, planterne, de grønne grene som foræringer, som fødselsdagsgaver, julegaver eller andre former for festgaver. Men hvorledes det dermed indvirker på plantevæsenets skæbne, har det almindelige jordmenneske som regel aldrig tænkt på. Ja, det lever endog i absolut uvidenhed om et "plantejegs" eksistens og har nærmest tilbøjelighed til at betragte al vegetation for at være, om end ikke livløs, så dog bevidstløs. Men denne jordmenneskets uvidenhed kvalificerer det netop til at være et af Forsynets store redskaber til at åbenbare "det dræbende princip" overfor plantevæsenet. Ingen væsensformer bliver vel i den grad udsat for "det dræbende princips" virkninger som plantevæsenet. Jordmennesket afskærer grene, plukker blomster, fælder træer, ja, bruger endog undertiden de sidste til brændsel. Desuden må samme væsen, ligesom mangfoldige andre væsener, i stor udstrækning bruge plantevæsenet til føde. Men det er ikke alene jordmennesker og dyr, der manifesterer "det dræbende princip" overfor plantevæsenet. Det er også i allerhøjeste grad naturen selv. Igennem storm og kulde, igennem hede og tørke bliver plantevæsenerne drastisk påvirket. Da de udgør den første næring eller føde for dyr og mennesker er de på forhånd skabt til at få deres legemers natur lemlæstet eller ødelagt. Den samlede planteverden er således genstand for en meget energisk og hård påvirkning af den samlede natur. Men det er jo al denne lemlæstelse, der vækker det på det fysiske plan endnu ubevidste væsen til live på nævnte plan. Denne tusindårige påvirkning bringer efterhånden plantevæsenet til at mærke forskel på lemlæstelserne og på det, der virker livgivende eller er befordrende dets fysiske sundhed og vækst. Og herved opstår så den første gryende dagsbevidsthedstendens, nemlig anelsesevnen. Plantevæsenet begynder at mærke det første morgengry af en ny verden.
      Men igennem årtusinders briser og storme, regn og solskin, brutalitet og lemlæstelse bliver planten umådelig trænet eller rutineret i anelsesfunktionen. Og med denne overlegenhed vågner nye bevidsthedsegenskaber. Med evnen til at mærke forskel på "behag" og "ubehag" opstår længsel eller begær efter det behagelige. Dette begær udvikler en begyndende vilje til opnåelse af det, den "aner" som behageligt. Og igennem sekler af tid udvikler planten nye evner og anlæg. Den får organer, så den bevidst begynder at kunne tage aktiv del i skabelsen af en vis tilfredsstillelse af sit voksende fysiske begær. Og den når frem til en tilstand, hvor man næsten kan se den som en mellemting imellem "dyr" og "plante". Den udgør i denne tilstand ikke mere en "plante" i renkultur, men den er endnu heller ikke noget dyr i renkultur. Et sådant væsen har vi i den "kødædende plante".
      En sådan plante er nået frem til at finde behag i en føde eller næring, der ligger udenfor den for planter almindeligvis gældende. I stedet for at få sin hovedernæring igennem sine rødder i form af safter fra jordbunden får den nu en stor del af sin næring fra levende organismer, som den mere og mere får evne til at tilintetgøre eller opløse. Vi ser her en slags første begyndelse til det, vi kender hos dyrene som "fordøjelse". Den tusindårige drastiske påvirkning fra naturens side, som plantevæsenet har været genstand for, har altså frembragt en reaktion i samme væsens bevidsthed i form af anelsesfunktion. Denne funktion udgør en særlig kombineret energiudfoldelse, en særlig vibrationsart eller energiform. Og det er denne energiform, vi kalder "instinktet" eller "instinktenergien". Denne energi er således jegets første store kraftkilde.