Livets Bog, bind 2
Den videnskabelige begrundelse for mine analyser af de højeste verdener og dens matematiske grundlag som bevis for den højeste idealismes identitet som videnskab. Uden min analyse af de højeste verdener ingen som helst begrundelse for den i Bibelen gennem årtusinder bebudede højere moral i verden. Egoisme eller mentalt mørke måtte da være livets løsen
389. Men naturligvis, kun en sådan atmosfære kan være selve Guddommens højeste domæne værdigt. Uden den her skildrede natur ville atmosfæren jo ikke være kulminationen af det lys, hvis stråler som en svag afglans, gennem profeters og verdensgenløseres munde, allerede er indpodet i jordmenneskets historie som "den sæd, i hvilken alle jordens slægter skal velsignes". Og uden at være åbenbaringen af en sådan hellighed og hjertets renhed, som her er omtalt, ville Guddommens eget domæne umuligt kunne være en zone, i hvilken den forjættelse om frigivelse og almagt, den gøren sig verdenerne underdanige, den skabelsens frugtbarhed og mangfoldighed, den besiddelse af herlighed hos Guddommen før verden var, som er nævnt i Bibelen, kunne blive til virkelighed. Ligeledes ville den ophøjethed over materien, tiden og rummet, der gør én dag til tusinde år, og tusinde år til én dag for individet, den materialisation, der gør det levende væsens fremtræden til "Guds billede efter hans lignelse", den livsform, der gør væsenet til "ét med Faderen" og dets hermed forbundne identitet som "gudesøn", heller ikke kunne blive til realistisk kendsgerning.
      Uden den her skitserede zone ville al idealisme i verden ingen virkelighed have bag sig. Alle store sandheder i Bibelen og andre hellige bøger ville kun være sygelige fantasier og overtro. De dræbende realiteter: egoisme, had og misundelse, samt andre sorg- og ulykkebringende tankeklimaer, måtte være livets løsen. Men da deres manifestation altid uigenkaldeligt afføder håbet om den kærlighedens idealisme, den længsel efter omfavnelse af næstens sympati, den elskelighed imellem væsener, der lige er omtalt som livet i "den guddommelige verden", er dette håb og disse længsler i sig selv den første uafviselige begrundelse for nævnte højeste verdens eksistens, thi i modsat fald skulle disse længsler og dette håb imod højere idealisme jo være fremkaldt ganske formålsløst, og sligt har en virkelig intellektuel forsker endnu aldrig nogen sinde mødt i naturens frembringelser eller skabelser. Samme forsker må således, endnu inden han selv har "kosmisk bevidsthed", allerede på forhånd, hvis han da ønsker at være i kontakt med universets logik, teoretisk antage muligheden af en højere verdens eksistens, der netop er bygget op og konsolideret på det rige erfaringsmateriale fra krigenes og fejltagelsernes bloddryppende verden på en sådan måde, at alle ulykkebringende og bevidsthedstyngende realiteter for bestandigt er lukket ude fra samme verdens område.
      Et ideal, der udtrykker mindre end det, jeg her har omtalt, opfylder ikke de skabte længslers mål og kan således ikke være tilfredsstillende for det af fysisk væren mættede væsen. Et væsen, der til overflod har udlevet sig i fysisk position, rigdom, ære og berømmelse, i fysisk begavelse og teknisk snilde, kan ikke have længsler, der kan tilfredsstilles med en ny oplevelse af de samme ting. Livets love bevirker nemlig ganske ufravigeligt, at længsler absolut kun kan gå i retning af kontrasterne til det, man til overflod er mættet af. Det vil således være umuligt at komme uden om de åndelige verdeners eksistens. De er de led i livets kredsløb, der er nødvendige i verdensbilledet, hvis dette ikke skal blive ved med at være en forestilling, der blottet for kendskabet til væsenernes udødelighed, talenternes og skæbnernes tilblivelse og grundenergiernes og de tre X'ers eksistens, ganske er uden de matematiske led, der kan gøre det til en virkelig videnskabelig opfattelse af livets og væsenernes sande guddommelige identitet. Nævnte forestilling om verdensaltet måtte da, uden disse nævnte realiteter, blive ved med at være et højst forkrøblet verdensbillede, i hvilket intet som helst matematisk løsen og dermed ingen som helst retfærdiggørelse af "uretfærdigheden" ville være synlig eller eksistere.
      Men et verdensbillede, i hvilket "uretfærdigheden" ikke matematisk begrundes som udtryk for en højere magts kærlighedsvilje eller fuldkomne skabelogik, men må skydes ind under begrebet: "Herrens veje er uransagelige", er ikke nogen videnskab, og følgelig heller ikke noget fundamentalt løsen på livets vigtigste spørgsmål: "Hvad er sandhed" eller "hvorfra" og "hvorhen"?
      Hvor fantastisk min beretning om de himmelske verdener eventuelt vil være for den eller den, så har den dog det matematiske grundlag, der lige akkurat skal til for at gøre den moral og højere idealisme til videnskab, som verden i virkeligheden, i særlig grad efter det nu påbegyndte ragnarok, vil hungre og tørste efter, og udgør således den intellektuelle stabilitet, der kan gøre "Guds ord" bestående eller blivende, selv om store mentale og fysiske terræner går under eller opløses. Mine ord er således en videnskabelig stadfæstelse af den overjordiske erkendelse: "Himlen og jorden skulle forgå, men mine ord skulle ingenlunde forgå".
      Uden de, i min beretning om de højere verdener nævnte realiteter, ville intet som helst kredsløb, intet som helst livsfornyende eller "evigt bestående" kunne eksistere. En beretning om livet på en sådan basis ville jo være lige akkurat det modsatte af de levende kendsgerninger, der allerede forlængst er blevet accepteret af den materielle videnskab. Livet er et kredsløb. Og værdierne er evigt bestående, selv om formerne skifter. Og nærværende bog bliver således, i kraft af sin beretning om spiralens højere verdener, i kontakt med kredsløbet, matematikken og den evige sandhed.
Symbol af Martinus
Symbol nr. 9
Grundenergiernes kombination