407. Men "salighedsvæsenet" er ikke dagsbevidst i den "ydre verden". Det er kun vågen bevidst i sin "indre verden", hvilket vil sige i erindringerne fra den udlevede spirals fortidige zoner og sfærer. Med væsenets vågnende interesse for disse zoner har vi her for os den allerhøjeste udfoldelse af det, der symboliseres ved lignelsen om "den fortabte søn". Gudesønnen er her i princip, grundet på sin vågnende interesse og glæde ved de fortidige zoners livsprincip, i færd med, i sin bevidsthed, at forlade sin guddommelige Fader. Dette vil igen sige, at væsenet med den tiltagende interesse for og længsel hen imod uintellektualitet eller primitivitet kommer mere og mere bort fra den virkelige viden, det var i besiddelse af i "den guddommelige verden". Dette befordres jo yderligere meget kraftigt af den omstændighed, der gør sig gældende i dette, at væsenet i "salighedsriget" slet ikke kan sanse i den "ydre verden" og dermed er afskåret fra at opleve "ny viden". Væsenets intellektualitet er således på en måde "døende". Med dets tiltagende interesse for den "indre verden" "visner" dets evner til at manifestere sig i den "ydre verden". Men dette er jo også guddommeligt. Thi uden denne tilstand ville der ingen hvile blive for væsenet. Dets oplevelse af livet ville være en evig uafbrudt kæde af manifestation eller arbejde. Der ville således aldrig nogen sinde kunne opstå den kontrast til arbejde eller energiudfoldelse, der kan gøre dette eller denne til en nydelse at opleve. "Salighedsriget" er således begyndelsen til en slags kosmisk hvile- eller sovezone for væsenets intellektualitet.