Livets Bog, bind 2
"Faste stoffer" kan ses som "luftformige". En diamant er et "himmelrum" med "mælkeveje", "solsystemer", "kloder" og "måner"
493. Vi er nu kommet så langt frem i "kosmisk kemi" eller analysering af stofferne, at vi har set, at disse i realiteten er "tankeklimaer", ligegyldigt under hvilken form de så end måtte forekomme, ligegyldigt om de fremtræder som faste, flydende, luftformige eller åndelige, ligegyldigt om de viser sig som kraft, bevægelse, lys eller farve. Alt, hvad der i universet eller altet eksisterer udenfor det højeste element, vi kalder "jeget", vil således være at betegne som "stof". "Stof" er igen det samme som sanser og sansereaktion. At noget er "mørkt" eller "lyst", "fast" eller "flydende", "luftformigt" eller "åndeligt" er kun sansereaktion på samme måde, som når noget er "smukt" eller mindre "smukt", "fuldkomment" eller "ufuldkomment". At det netop er således kommer urokkeligt til syne derigennem, at det, der er "lyst" for det ene sansesæt, kan være "mørkt" for det andet, ligesom det, der er "fast" eller "flydende", kan være "luftformigt" eller "åndeligt" for andre sansesæt. Det vil således f.eks. være tilfældet med en diamant. For det jordiske menneske er denne vel nok noget af det mest fortættede eller faste stof, det er stillet overfor med dets nuværende sanser. Men for andre sansesæt, f.eks. "kosmiske", vil en sådan diamant kun udgøre et stykke - "himmelrum" med "mælkeveje" og "solsystemer", "planeter" og "måner" på samme måde som det himmelrum, vi skuer ind i, når vi ser opad mod stjernerne. Der er forholdsvis de samme umådelige afstande imellem "stjernerne" eller de faste partikler i nævnte mikrokosmiske "himmelrum" som i den store, af jordmenneskene kendte, makrokosmiske stjerneverden.
      Men også i de mikrokosmiske "himmelrum" bliver de "faste" punkter kun til sansereaktioner. Det "kosmiske" sansesæts alsidige omstillelighed til forskellige ligeledes "kosmiske" synspunkter, gør det muligt for dets ophav at komme disse nævnte "faste" punkter (mikrokosmiske solsystemer, planeter og verdener) på så nært hold, at disse også kommer til syne hver især som udgørende et stykke "himmelrum", ligeledes bestående af "mælkeveje", "stjernebyer", "solsystemer", "kloder" og "måner", der atter igen, ved en omstilling af det "kosmiske" sansesæt, hver især bliver til "himmelrum" med "stjernebyer", "solsystemer", "mælkeveje" osv. og således fortsættende. I sandhed, der er ingen grænser. Det uendelige verdensrum findes ligeså vældigt inde i diamanten som udenfor denne. Og det jordmenneskelige syn af diamanten som "fast" stof måtte vige, som den illusion det var, for det højere "kosmiske syn" (Faderens eller Guddommens egen oplevelsesmåde). Selv inde i diamanten vandrede vi i kraft af det "kosmiske syn" bogstaveligt talt hen over "spiral" efter "spiral", "himmelrum" efter "himmelrum", ligeså uendeligt, ligeså storslået opfyldt af sole og verdener, som det rum, vi kom fra udenfor diamantens område. Diamanten blev "luftformigt stof" for vort guddommelige syn, og vort eget himmelrum med vor jord og sol blev, fra dette stade, til en "overjordisk" fjern makrokosmisk sfære, der var ligeså fjerntliggende fra dette vort udsigtspunkt i mikrokosmos, som de sfærer, der ligger over vort ordinære himmelrums mælkeveje og stjernebyer.