Livets Bog, bind 2
Alt, hvad der sanses, er "det guddommelige noget". Den "absolutte virkelighed" og den "frembragte virkelighed". De tre "X'er" bliver påny til kendsgerning
534. Men i denne rytmiske bevægelse møder vi for første gang "perspektivprincippet", idet der her er tale om en oplevelse af størrelses- eller kontrastforhold. I realiteten eksisterer der i verdensaltet kun "det guddommelige noget". Det er dette evige "noget", der "ser sig selv" i form af alle eksisterende kontraster, hvilke igen i sin dybeste analyse kun udtrykker "perspektiviske" forhold og dermed er illusoriske. Dette vil igen sige, at alt det, der sanses eller opleves, i virkeligheden er "det guddommelige noget". Dog opfatter eller sanser vi det ikke i denne dets kontrastløse eller "immaterielle", men derfor ikke mindre absolutte, eksistens, fordi denne eksistens simpelthen ikke er tilgængelig for sansning. Den er jo før sansningen. Og det er derfor, vi er blevet nødsaget til at udtrykke dets analyse her som blot og bar "et noget, som er".
      Da det er før sansningen, og denne igen ikke kan eksistere uden at være identisk med en egenskab ved dette "noget", er samme "noget" jo sanseevnens ophav. Igennem denne evne bliver det nævnte "noget" i stand til at "se", "høre", "lugte", "smage", "føle" eller "fornemme".
      Men hvad er det, det er i stand til at "fornemme" eller "sanse"? - Der eksisterer jo kun det nævnte "noget". Det opfylder alt. Sanseevnen bliver dermed synlig som et "noget", ved hvilket "noget nr. 1" kan opleve sig selv. Men en "oplevelse" af nævnte "noget" er ikke det samme som dette "noget" selv. Oplevelsen kan i sin dybeste analyse aldrig nogen sinde blive andet end en "kopi" af virkeligheden. Der vil altid urokkeligt blive den forskel imellem oplevelsen og virkeligheden, at oplevelsen er frembragt, medens virkeligheden er evig. Det nævnte "noget nr. 1" kan derfor aldrig igennem sanseevnen komme til at opleve virkeligheden (sig selv), men derimod kun en "kopi" af virkeligheden, hvilket vil sige, at det aldrig kan komme til, igennem sanseevnen, direkte at opleve sig selv, men "ser" eller "sanser" kun en frembragt "kopi" af sig selv.
      Det bliver dermed her en kendsgerning for den udviklede forsker, at virkeligheden fremtræder med to analyser, nemlig "den absolutte virkelighed" og "synet af denne virkelighed", hvilket sidste vil sige "den sansede og dermed frembragte eller skabte virkelighed". Men hermed bliver et tredje "noget" også en kendsgerning for samme forsker, nemlig "sanseevnen", der igen er det samme som "skabeevnen". Den absolutte virkeligheds højeste analyse er således fremtrædende som tre forskellige "noget", nemlig "noget nr. 1" (selve den urokkelige virkelighed), "noget nr. 2" (sanse- eller skabeevnen) og "noget nr. 3" (synet eller oplevelsen af virkeligheden). Og vi er her atter stedet for de tre uundgåelige "X'er". Denne analyse er så meget desto mere virkelig, eftersom den efterhånden bliver uundgåelig for ethvert levende væsen, der har nået stadiet for fri tænkning eller udvikling i logik. Ethvert uhildet menneske kan ikke komme udenom, at det selv udgør et "noget", der oplever, tænker og handler eller manifesterer sig. Det er uomstødeligt et "noget", der "sanser" eller "skaber". Det kan således ikke frakende sig at udgøre "X1" eller "noget nr. 1". Da sanse- eller skabeevnen i ethvert levende væsen også er en kendsgerning, bliver "X2" eller "noget nr. 2" ligeledes en kendsgerning. Men da ethvert levende væsen også udgør en manifestation eller frembringelse i form af dets organisme, bliver dets identitet som "X3" eller som "noget nr. 3" på samme måde en urokkelig kendsgerning. At disse tre "noget" udgør en enhed, og at de uden denne deres identitet ville være en umulighed som "levende væsen" er også her synligt som ganske uomstødeligt.