Livets Bog, bind 2
Det vi kalder "menneske", "dyr", "plante" eller "mineral" er illusoriske iklædninger af "noget, som er". Det, vi ser af vore medvæsener, er ikke "det absolutte uforgængelige noget" i disse
547. At det her fremførte er rigtigt, vil være let at forklare. For det første er alt, hvad vi overhovedet kan lære, såsom teknik, kunst og videnskab, jo "sanseoplevelser" eller "skabte ting" og er dermed illusioner. Det samme gælder det, vi ser eller sanser af ophavet til disse ting. Det, vi kalder "menneske", "dyr", "plante" eller "mineral" er ligeledes "skabte ting" eller illusoriske iklædninger af et "noget som er". Det absolutte i "mennesket", i "dyret", i "planten" eller i "mineralet" er ikke synligt, hørligt, føleligt eller på anden måde tilgængeligt for sanserne. Så det vi ser af vore medvæsener, forældre og børn, af vor ægtemage, af vore venner eller fjender, af, kort sagt, alt det, vi ellers sanser af de levende væsener, er ikke det absolut uforgængelige "noget" i disse. Det er kun illusoriske foreteelser, der ligesom skyformationer kun er midlertidige, idet de stadigt er forvandling underkastet, er evigt skiftende.