Livets Bog, bind 2
Hvorfor det levende væsen nærer rædsel for døden. Væsenet finder kun fred i håbet på en evig fortsat tilværelse
601. Det levende væsens fysiske fremtræden er således helt baseret på et sammenspil imellem dets egen og mikrovæsenernes "stråleformige" materie. Sålænge dette sammenspil varer, er det gensidigt forenet med sine mikroindivider både fysisk og sjæleligt, ja, er fra et fysisk synspunkt faktisk fremtrædende som ét med dem. Og da det almene jordiske menneske ikke har "kosmisk bevidsthed" og således ikke er fortrolig med den rette sammenhæng, lever det i stor udstrækning i den overtro, at det er identisk med sin fysiske organisme og tror sig selv underkastet de love, der er gældende for denne foreteelse. Da organismen er en skabt, timelig foreteelse, betragter det uvidende væsen denne organismes skæbne som sin egen. Det tror om sig selv at være en "timelig" eller "skabt" foreteelse. Det mener at være et "dødeligt" væsen, og det passerer her kulminationen af sin tilværelse længst borte fra erkendelsen af den virkelige sandhed. Livsvisdommen kulminerer her i dets bevidsthed som "mystik". Det er derfor ikke så underligt, at væsenerne på dette stadium nærer en sand rædsel for døden og klamrer sig med al kraft til sin fysiske organisme og tilværelse. At det samme væsen ikke kan finde fred i tanken med udsigt til en sådan uhyrlighed som den, livets virkelige ophør ville være, bliver til kendsgerning igennem den omstændighed, at det, trods alt, alligevel lever i et uudsletteligt håb om en fortsættende tilværelse efter "døden". Og det er dette håb, der ligger til grund for eksistensen af alle religiøse bevægelser, sammenslutninger, sekter og trossamfund, idet disse udelukkende er baseret på at stimulere og virkeliggøre de idealer eller længsler, som nævnte håb udtrykker.