605. Ser vi på alt det, vi kan sanse som de former for liv, vi kalder "jordmennesker", da er det ikke vanskeligt at se, at de netop befinder sig på forskellige stadier i "mættelsen" af den fysiske tilværelse. Nogle er stærkt på vej ind i denne, har overordentlige begær efter fysiske materier (penge, gods og fysisk magt), er kulminerende "materialister". Sådanne væsener har som regel kun en meget elementær evne til i fysisk dagsbevidsthed at tro på noget, der ikke er fysisk. De tror kun på deres ene midlertidige jordliv og opfatter dette som hele deres tilværelse. Opfattelsen af eller troen på udødelighed, højere åndelige verdener eller tilværelsesplaner kan derfor kun opfattes af disse væsener som et produkt af fri fantasi, overtro eller naivitet. Samtidigt med disse væsener finder vi indenfor den jordiske menneskehed andre væsener, som forlængst har passeret det materialistiske kulminationsstadium, har fået højere oplevelsesevner, og for hvem udødelighed og højere tilværelsesformer ligger indenfor deres dagsbevidsthedsområde, er blevet til realistiske kendsgerninger. At disse væsener virkelig er længere fremskredne i udvikling end de andre væsener bliver til kendsgerning derigennem, at de ikke alene sidder inde med en intelligens, der er fuldt på højde med "materialisternes", og af hvilken grund de derfor orienterer sig med samme lethed i de materielle foreteelser som disse væsener, men de afslører også i deres daglige fremtræden en humanitet, hvilket vil sige: hensyntagen til medvæsener af alle kategorier: planter, dyr og mennesker, som langt overstråler de materialistiske væseners sympatiske anlæg. Da humanitet viser sig at fremtræde i faser eller i en skala af stigende trin fra ret primitive begyndelsesstadier til meget omfattende eller strålende stadier, hvor samme egenskab eller evne er blevet til genialitet, og alle stadier i denne skala er det samme som jordmenneskenes såkaldte "karaktertrin", bliver "humanisternes" identitet som "højere udviklet" end "materialisternes" dermed urokkeligt stadfæstet. At benægte dette er det samme som at benægte den realitet, der danner forskel på mennesket og dyret. Jo lavere trin i humanitetens skala mennesket repræsenterer, desto mere kommer dets fremtræden til at ligne dyrets. Ja, er det ikke netop således, at det dyriske stadium, hvilket vil sige: de hensynsløse, hævnende, dræbende og lemlæstende bevidsthedstendenser, kulminerer i det inhumane menneske, og at dette væsen således bliver dyret i dets højeste fremtræden eller genialitet? -Tag humanismen bort fra kulturmennesket og tilbage bliver der da kun et naturmenneske, et fortidsvæsen, der oprindelig ikke kender til andre love end dem, der befordrer "den stærkeres ret", den uskrevne dyrets livsbasis. Jo, humaniteten eller kærligheden lader sig således ikke placere som hjemmehørende i primitivitetens eller menneskehedens laveste sfærer. Den kan derimod kun stråle og funkle som det bærende fundament for al førelse mod livets tinder.
Tilbage til forsiden
Forrige