Livets Bog, bind 2
De "troendes" bevidsthedssfære eller "kirkehelligdommen"
628. Vi har således her foran os en stor zone i tilværelsen, hvor millioner af mennesker den dag i dag fødes, lever og skaber deres skæbne og "dør" uden at være kommet til forståelse af, at deres særlige bevidsthedszone kun er udgørende en enkelt "bolig i Faderens hus", en enkelt lille provins i Guds altomfattende umådelige rige. Det hænder derfor ofte, at de i deres jordliv er med til at stene alle de væsener, der har hjemme i disse andre mentale provinser og derfor må tale med andre mentale tungemål, have andre åndelige eller moralske sæder og skikke. Det skal dog bemærkes, at nævnte tanketilstand ligesom alt andet har plads i kredsløbet eller spiralen og derfor må udvise en skala af trin fra primitivitet til mere fuldkomne former. Hvis nævnte zone ikke eksisterede, ville der jo være et manglende led, et hul, en afgrund, der ikke var bro over, i nævnte skala. Samtidig er zonen jo også medvirkende til at opfylde mættelsen af den hunger, der har ført de samme væsener bort fra "saligheden", bort fra lyset. Zonen udgør noget af den kontrast til "den guddommelige verdens" højeste lys, som væsenerne selv begærede eller hungrede efter, da de i deres himmelske tilstand blev mæt af "salighed". Og på denne måde vil zonens indbyrdes lokale disharmoni ikke være i konflikt med verdensstrukturens absolut fuldkomne logik eller facittet "alt er såre godt". Samtidigt må det også erkendes, at den, indenfor dens eget område og i dens højeste fremtræden, kan yde meget skønt, vi her vil udtrykke under begrebet "kirkehelligdommen". Denne "helligdom" består altså af religiøse templer, kirker med tilhørende maleriske udsmykninger, altre, lys, sakramenter, orgelbrus, korsang, ceremonier og prædikener.
      Men disse ydelser kan ikke "frelse" verden. De er kun en enkelt zones detaljer i det store verdensalt. Denne zone er kun en "følelsessfære" og kan i sin højeste fremtræden kun løfte menneskene op i en højere "stemning". Den kan kun give dem trosdogmer i stedet for viden og kan derfor aldrig blive nogen realistisk tilfredsstillelse for væsener, der ikke er prædestinerede herfor eller hører zonen til. De væsener, der hungrer og tørster efter viden, efter realistiske kendsgerninger, de væsener, der hungrer efter at se guden i kød og blod, efter at se morallove som identiske med absolut uundgåelige naturlove, kan her kun høste stene for brød.