Livets Bog, bind 3
Talsystemet udtrykker "reinkarnationen", "det timelige" og "det evige", samt nullets identitet med den samme navnløshed som den, der gør jeget til et "X"
1026. I talsystemets afsnit G, som vi her har dvælet ved, har vi således i A-rubrikken allerede set, hvorledes nullet udgør det "faste punkt" eller jeget. Vi har set, at tallene også udtrykker døden, og hvorledes det ny kredsløb, hvilket vil sige: det ny jordliv, præges af det forudgående jordlivs værdier. Men dermed er talsystemet således i form af dets gentagelsesprincip, dets kredsløb, et hundrede procents udtryk for "reinkarnationen". Ved overførelsen af værdierne fra det ene kredsløb til det andet i form af tallene i rubrikkerne til venstre for nullet, blev talsystemet, som vist, et ligeså fuldkomment udtryk for "skæbneelement" og "talentkerner". Da talrækkerne til højre for nullet eller kredsløbene af 1. grad udtrykker den materielle optællings eller kredsløbenes enkelte detaljer eller lokale enheder, hvilket igen vil sige: de rent materielle "mål- og vægtfacitter", og tallene til venstre for nullet samtidig udtrykker det af de materielle facitter udvundne åndelige resultat, som i form af talentkernen overlever døden og overføres til skæbneelementet og derfra til de nye kredsløb, udtrykker tallene således her for os både "det timelige" og "det evige". Nulrubrikken bliver således jegets domæne imellem "det timelige" og "det evige". Vi ser her tydeligt, hvorledes nullet i sig selv er ganske uberørt af tallene. Et bedre udtryk for jegets egennatur kan ikke manifesteres. I denne sin egennatur er jeget jo hverken stort eller småt, skønt eller uskønt, tungt eller let. Det har ingen analyse. Og er det ikke netop det samme, nullet i A-rubrikken udviser? – Tallene i rubrikkerne omkring dette nul forandrer sig, men nullet er stadig det samme, enten det forekommer i det første eller sidste afsnit af A-rubrikken på skemaet. Det har ligesom jeget i sig selv ingen analyse og bliver således lig "X".
Skema af Martinus