Livets Bog, bind 3
Nullet er det samme nul i en uendelig optælling, ligesom jeget er det samme jeg i en evig tilværelse
1035. Ligesom tallene viser, at selve nullet i A-rubrikken er uberørt af talplaceringerne og er det samme nul hele vejen ned igennem optællingen, således er jeget også det samme hele vejen igennem alle livene og kredsløbene. Hvis ikke nullet i A-rubrikken var det samme nul ned igennem optællingen, hvad skulle da stabilisere optællingen og gøre denne til et absolut udtryk for virkeligheden? – Men er det ikke ligeså med jeget? – Hvis ikke det var det samme jeg igennem livene, hvad skulle da stabilisere erfaringsdannelsens og øvelsernes talentkerneophobning? – Hvis ikke der var noget jeg bag erfaringerne eller oplevelserne, hvad skulle da samle disse og opsummere værdierne heraf i sig? – Men når jeget således eksisterer, må det i sig selv være noget andet end erfaringer og oplevelser, hvilke igen er det samme som "materien" eller "bevægelsen". Men når det er noget andet end "bevægelse", kan det kun være "stilhed". Og når det er "stilhed", er det nødsaget til at være evigt uforanderligt. Og når det er uforanderligt, overlever det jo alle livene og vil således være det samme jeg i en evig tilværelse, ligesom nullet er det samme nul i en evig eller uendelig optælling.
Skema af Martinus