Livets Bog, bind 3
Talsystemet udtrykker "korsets tegn"
1039. Endvidere har vi i vor beskæftigelse med talsystemets struktur set, hvorledes dets benyttelse betingede en dobbelt optælling, nemlig en optælling af kredsløbenes enheder og en optælling af selve kredsløbene. På nulskemaet, hvor princippet i talsystemets struktur er opsat i sin naturlige forekomst, foregår optællingen af enhederne i kredsløbene på vandret måde, medens optællingen af kredsløbene foregår på lodret måde. Disse to optællinger kommer derved til at danne "korsets tegn". Uden disse former for optælling ville talsystemets struktur altså være ufuldkommen, ja, ville ligefrem være ganske umulig og slet ikke udgøre den identitet med selve livet, uendeligheden eller evigheden, som det nu udviser. Men herved udtrykker talsystemet, ligesom de kosmiske analyser i "Livets Bog", den fuldkomne manifestation ved "korsets tegn". I den vandrette optælling i afsnittene til højre for A-rubrikken udtrykker tallene de materielle facitter, medens de lodrette optællinger i rubrikkerne til venstre for A-rubrikken udtrykker de åndelige værdier eller facitter fra tidligere spiraler eller kredsløb. De stemmer således ganske overens med vore tidligere analyser af "korsets tegn", hvoraf det fremgår, at den lodrette bjælke i korset symboliserer de bærende livsytringsfacitter og dermed det viljeførende "noget", medens den vandrette tværbjælke i korset symboliserer mål- og vægtfacitter. (Se korsets tegn på skemaet, udtrykt ved de punkterede linjer.)
Skema af Martinus