Livets Bog, bind 3
Den materielle videnskabs facitter er en proklamation af livløse virkninger. Afsløring af jegets tilstedeværelse bag enhver skabelse og i ethvert væsen
671. Da alle en materiel videnskabs facitter eller resultater udelukkende kun kan udtrykkes ved tal, vil det altså sige, at samme videnskab i sig selv kun kan eksistere som identisk med en samling eller ophobning af kundskaber om "grader" af virkninger. Men disse virkningers absolutte årsag er et mysterium for enhver forsker, der udelukkende kun er materialistisk indstillet. Ja, han benægter måske endog en sådan årsags absolutte eksistens og proklamerer dermed i virkeligheden, at enhver ting skaber sig selv. Han katalogiserer og udtrykker ganske vist alle sine forskningsresultater som "årsager", men da disse viser sig også at være "virkninger", hvortil han må finde nye "årsager", der også vil afsløre sig som "virkninger", er han lige vidt. Hans videnskab er kun udgørende et kendskab til et ocean af virkninger, til hvilke han aldrig kan finde årsag, da de årsager, der er tilgængelige for hans fysiske sansesæt altid udelukkende vil afsløre sig som identisk med nye virkninger. Og hans "talvidenskab" vil således altid være identisk med en proklamation af livløse virkninger. Ja, selv til fremkomsten af hans egen og andre medvæseners identitet navngiver han "årsager", der i sig selv er ligeså livløse virkninger. Konsekvenserne heraf bliver, at hele universet i realiteten er en umådelig mental ørken, en livløs sfære, et altomfattende dødens rige.
      Han udtrykker ganske vist sig selv og medvæsenerne som "levende væsener", men sålænge han kun forestiller sig selv og disse medvæsener som timelige virkninger af timelige årsager, bliver hans viden og fremtræden i realiteten en indirekte proklamation af døden i stedet for livet. Intet under at livet eller tilværelsen stadigt fremtræder som et mysterium for mennesket, sålænge det endnu befinder sig i denne tankesfære. En forestilling, der er så absolut stridende imod alle fremtrædende kendsgerninger, kan aldrig blive total eller altbeherskende. Det levende væsen, der ikke kan eksistere uden i kraft af at tænke og skabe, hvilket igen vil sige: udløse bevægelse, og tilværelsen derved bliver et ocean af bevægelse, i hvilket det nævnte væsen må leve, røres og være, kan ikke i længden blive ved med at forestille sig denne bevægelse som udtryk for "døden" og i særdeleshed ikke, da det som årsag til dets egen fremtræden stadigt må erkende sit eget jegs tænkning og vilje. Dag ud og dag ind, år efter år bliver det uundgåeligt vidne til, at dets eget jegs villen og kunnen er dybeste årsag til udformningen af dets egen skabelse af bevægelse eller manifestation. Det er denne udformning af bevægelsen eller skabelsen, der udgør livet. Men da denne udformning kun kan eksistere som et resultat af et jegs villen og kunnen, kan ingen som helst bevægelses fremtræden og udformning eksistere uden at afsløre et sådant jegs tilstedeværelse i enhver skabelses eller bevægelses udformning. Dette jeg bliver således den sande tingenes årsag. Men denne årsag kan ikke udtrykkes ved "talfacitter". Dette jeg er ikke noget timeligt. Det er ikke identisk med virkninger af en forudgående årsag. Det kan altså ikke være skabt. Det kan således kun udtrykkes som "noget som er". Ved dets villen og kunnen frembringes altså bevægelsens udformning eller det, vi kalder skabelse. Men derved kommer der noget ind i skabelsen eller bevægelserne, der udgør mere end mål- og vægtfacitter. Der kommer således noget, der gør dem til udtryk for en bestemt villen og kunnen. Men bevægelse eller skabelse, der udtrykker villen og kunnen, kan jo kun have til årsag "noget", der kan ville og kunne. En sådan årsag kan ikke være blot og bar timelige virkninger, thi disse kan som bekendt umuligt tænke og er dermed afskårne fra både at ville og kunne. En virkning er bevægelse, men bevægelse kan ikke tænke. Den kan derfor hverken ønske, handle eller opleve. Men når vi ikke desto mindre finder, at alle bevægelser i naturen viser sig at være udtryk for vilje, idet de udtrykker logisk eller hensigtsmæssig skabelse, det drejer sig jo her ikke alene om de menneskelige organismer eller dyrenes legemer, men vi ser også logik i både plante- og mineralskabelsen, er det givet, at tingenes eller bevægelsernes årsager kan ikke være blot og bar andre bevægelser, men må være noget, der er bevægelserne overlegent. Noget, der kan "tænke" og "opleve" og derudfra "ville" og "kunne". Dette noget er tingenes ophav. Det er selve "det levende" i tilværelsen. Dette "levende" er tingenes absolutte første årsag. Og det er denne årsag, der udgør vort eget selv, og som vi udtrykker ved "jegbetegnelsen". Og det er således dette jeg, vi skylder vor fremtræden som "et levende væsen".
Symbol af Martinus
Symbol 11
Livsmysteriets løsning