Livets Bog, bind 3
Talenterne kan ikke være en arv fra forældrene, men er en konsekvens fra væsenets egen i tidligere liv oplevede erfaring og øvelse
736. At påstå, at talenterne er nedarvede fra forældrene, kan ikke forenes med nogen som helst form for logik rent bortset fra, at samme påstand slet ikke på nogen som helst måde kan skabe selv den mindste mikroskopiske begrundelse eller blot et gran af formildende omstændigheder for al den uretfærdighed, som væsenernes ulige gunstige tilstand da måtte repræsentere. Hvis nedarvning var fundamentet for væsenernes medfødte talenter, hvor er så alle de talenter kommet fra, som karakteriserer nutidens mennesker, talenter som var aldeles ukendte eller udelukket i vore forfædres tid? – Fra hvem har menneskene arvet talentet til nutidens geniale teknik og motorisering af kræfterne eller evnen til at gøre elementerne til drivkraft for vor skabelse eller for vore ønskers og begærs tilfredsstillelse? – Er det ikke netop en kendt sag, at vore forfædre hverken havde telefon, radio, film, jernbaner, biler, flyvemaskiner eller andre af alle de overdådige produkter af mental og fysisk kunnen, som vi i dag kulminerer i? – Men fra hvem har vi da arvet talenterne til at skabe alle disse foreteelser? – Ja, dem har vi naturligvis tilegnet os ved tænkning, erfaring og øvelse, vil skeptikeren måske sige. Ja, vel! Men når vi fra vore forfædre ikke har kunnet arve alle de talenter, der ligger til grund for hele den mentale og tekniske kunnen, der i så høj grad i dag betinger hele vor tilværelse, hvad er det da for talenter, vi i form af arvelighed får foræret i vuggegave, og som derved skulle gøre et fortidigt liv overflødigt? – Er det talentet til at skrive, male og tegne? – Er det evnen til at organisere overdådige finansielle foreteelser, evnen til at samle rigdomme? – Er det evnen til at regere eller evnen til at være forbryder? – Men hvorfor skulle talenterne eller evnerne bag disse foreteelser kunne fås i vuggegave? – Hvorfor skulle disse kunne nedarves, når de førnævnte højaktuelle talenter kun kan blive til som et produkt af tænkning, erfaring og øvelse, således som skeptikeren selv indrømmede? – Er talentet for skabelsen af geniale finansielle foreteelser eller talentet for at skabe raffinerede forbrydelser lettere at begrunde som et direkte resultat af nedarvning end de talenter, af hvilke de førnævnte moderne kulturfremskridt er udrundet? – Hvorfor skulle det være lettere at arve talentet til at skabe et genialt og storslået kunstværk end talentet for skabelsen af en genial løsning af folkenes samfærdselsmidler og øvrige kulturfremskridt? – Tror man ikke, der i lige høj grad skal erfaring, tænkning og øvelse til bag skabelsen af alle talenter? – Desuden eksisterer der da også den kendsgerning, at man endnu aldrig i noget som helst tilfælde har set, at børnene er nøjagtig en kopi af forældrene, hvad de unægtelig måtte være, hvis talenterne kun eksisterede som en arv fra forældrene til børnene. Hvis talenterne kun eksisterede som en fra forfædrene nedarvet foreteelse, måtte alle geniers børn blive genier. Men er dette tilfældet? – Er der ikke mange tilfælde, hvor de nævnte børn kun er almindeligt begavede? – Og er det ikke en ligeså udbredt kendsgerning, at mindre begavede forældre undertiden har fået et barn, der er blevet et strålende geni? – Hvorfra får et sådant barn den merbegavelse eller det overskud af mentale kvalifikationer, der gør det til geni? – Da forældrene ikke var genier, kan der ikke her retmæssigt være tale om nogen form for arv. Bliver det ikke naturligt, at dette barns merbegavelse udelukkende skyldes dets egen tænkning, erfaring og øvelse? – Men da et sådant barn allerede havde denne merbegavelse medfødt i form af talenter, kan den tænkning, erfaring og øvelse, der ligger til grund for disse talenter, ikke have fundet sted i dets nuværende jordliv. Og da det som nævnt ikke kan have arvet disse fra forældrene, idet disse ikke var genier eller ejede de samme talenter, bliver det her synligt, at væsenet har haft en forudgående tilværelse, hvor netop den tænkning, erfaring og øvelse har fundet sted, og uden hvilken de nævnte talenters tilblivelse altså ville have været absolut udelukket.
Symbol af Martinus
Symbol 11
Livsmysteriets løsning